Asbjorn's Random Thoughts and Rants

Murakami siger det næsten som Auster

“It’s like falling in love”

-A

Nå men, jeg har købt billetter til The Jesus and Mary Chain play Darklands i Den Grå Hal… og jeg får næsten tinnitus bare ved tanken. De skotske brødre Jim og William Reid havde efter den meget støjende og anmelderroste debut Psychocandy droppet trommeslageren Bobby Gillespie, der senere startede Primal Scream, og bassisten Doug Hart, der senere primært blev kendt for at lave musikvideoer for pladeselskabet Creation (inkl.

Siiri og jeg var forleden i operaen for at høre Tina Dickow, der spillede tre Fastland-koncerter, der i anledningen var blevet til fastland-koncerter, selvom vi altså var på en ø… Tinas ‘fastland’ er musikken, fortalte hun, hvilket også refereres i nummeret Something You Can Keep.

Kwamie Liv synger det så smukt med Larsens egne ord: Stille blues i mol og maj Pianomand ka du høre mig Hvordan står det til i de dødes land Det ved du nu - pianomand Er der koldt og mørkt i den sorte grav

Paul Auster siger det så smukt i “4 3 2 1”:

… there was the further revelation of listening to his step-father’s record collection and discovering that music could actually reconfigure the atoms in a person’s brain

-A

Jeg troede aldrig, det skulle ske. Men jeg faldt over et MGP-nummer, jeg faktisk synes om:

-A

Jeg ved, hvordan du har det med 80’erne Du har savnet lyden. Du har savnet Lol Tolhursts trommer sammen med Simon Gallups basgange. Du har savnet Will Sergeants melodier. Du har savnet Siouxsie Siouxs vokal. Og du har savnet synet.

Fantastisk var Prince
Hør bare soloen her
Nu får vi ik’ fler'

-A

I dag hører vi Röyksopp - The Inevitable End.

Højt.

-A

Fik jeg sagt, det var en meget fin koncert med Of Monsters and Men i Vega for nyligt? Well, det var det.

Denne video med tvillingerne Erna og Hrefna er også ganske sød.

-A

TV 2 News bruger Turboweekends fantastiske Neverending til valg-jingles/spots.

Om News hentyder til de næste tre ugers valgdækning som uden ende, er uvist, men hør under alle omstændigheder hele nummeret her:

-A

PS: Håber det er rigtig godt betalt.

Daft Punks Get Lucky spillet af en enkelt fyr som 10 af de store:

-A

Se din by fra tårnets top
tag fx ud til Frelserkirken
og så snegl dig op

-A

Yann Tiersen (der bl.a. har lavet musik til Amélie) har lavet musikken, og Aidan Moffat (fra Arab Strap) lægger sin skotske accent på teksten om et øjeblik i tiden. Det hele suppleret med en sav, der spilles af islanske Hildur Ársælsdóttir.

Peter og jeg var inde at se Rytteriet Live 2 - Så kan man lidt igen. Det var min fødselsdagsgave til ham i år. Lad os bare få konklusionen overstået: Det var meget, meget morsomt. Der er nye og kendte karakterer, som Else, Erik, Tage, og naturligvis snobberne, og de får lov at møde hinanden på kryds og tværs, så det ikke bare er fjernsynets sketches på en scene.

Fik jeg egentlig posted det her fine remix af When Saints Go Machines Iodine?

Nå, men ellers har jeg nu.

-A

Jeg faldt over Hang Massive - Once Again: Det er cool nok, men det holder ikke ret godt uden fascinationen ved at se det på video. Nøjes med at lytte til det, og så er det bare noget ikke-særlig-originalt ambient.

Rigtig mange har set Miley Cyrus’ efter min mening ikke-særlig-smagfulde video til Wrecking Ball, hvor hun er mere eller mindre (eller faktisk helt) afklædt, og har et varmt forhold til både en forhammer og en nedrivningskugle. Mange husker nok den dengang banebrydende og selv i dag ikoniske video til Sinéad O’Connors 1990-udgave af Prince-nummeret Nothing Compares 2 U, skrevet til hans side-projekt The Family engang midt i 80’erne.

Det er interessant, at hvis man sætter farten ned på Dolly Parton, kan man næsten holde ud at høre på hende. Og hvis man sætter farten op på bruce Springsteen, lyder han som Dolly Parton. Jeg er usikker på, om det siger mest om Dolly Parton eller Bruce Springsteen.

Det her er pure awesome. Daughter - Get Lucky.

We’ve come too far to give up who we are
So let’s raise the bar and our cups to the stars.

-A

Det vil være synd, hvis man kun undede sig selv en enkelt eller to gennemlytninger af Christian Hjelms plade Før Vi Blev Lette, men jeg var lige ved selv at begå fejlen. Christian Hjelm kommer ud af indie-miljøet som sanger og guitarist i Figurines, der nåede både at få pæne anmeldelser, spille hippe steder (som SXSW, dengang det var hipt), falde fra hinanden og genrejses som en trio, før det (vel?

Jeg hørte forleden Kelly Osbornes flade Fade to Grey rip-off One Word, og tænkte på historien om, hvordan U2s Adam Claytons forsøg på at spille baslinien endte med at blive til New Years Day. Fade to Grey er fantastisk. Nummeret er remixet og spillet af mange og findes blandt andet i et hæsligt italiensk goth metal cover, en tysk hard-rock version og et meget fint mash-up med Kent… men vi tager tilbage til 1980 med post-glam på Blitz og starten på new romantics med Visage selv.

Der var engang for meget længe siden - dengang, hvor jeg var meget yngre end i dag, og hvor fraskilte og andre frustrerede kvinder samledes i kvindegrupper, hvor de snakkede om de hippie-mænd, der havde forladt dem, og planlagde næste sommers tur til Femø - men før den tid, hvor de begyndte at kalde sig hekse.

Vi så In Time (en sci fi med Justin Timberlake) her til aften, og i en af scenerne spiller de et lille stykke af Nouvelle Vagues latinamerikansk inspirerede udgave af det gamle Tuxedomoon-nummer In a Manner of Speaking, der ellers er noget temmelig kold post-punk.

Jeg har et par af Lise Westzynthius tidligere albums (og lidt Rhonda Harris og Luksus har jeg da også hørt), og dem kan jeg ret godt lide, men jeg synes nu alligevel, hun er endnu bedre på dansk. Det er, som man kender det med hende, skrapt kontrolleret men med fejende lethed, minimalistisk skåret ind til benet men super-flot produceret, og sårbart uden at der går pop-følelses-porno i det.

Sådan en fin september-weekend fik mig til at tænke på The High Violets - Sun Baby. Ja, jeg har en svaghed for dream pop. Der er et par videoer mere på Youtube, men smut i stedet til Bandcamp, hvor hele albumet i øvrigt kan høres.

Hørte og så videoen med islandske Of Monsters and Men - Little Talks på en ægte turistfælle af en restaurant i Pisa. Maden var tvivlsom og prisen helt på Mars, men video og musik holder. Koncerten i Vega er desværre udsolgt.

-A

Spleen United, Knud Romer, og lidt Drachmann FTW. Dog der er og Pavser under Slaget, Stille Bælter paa den vilde Sø; Tider, hvor man glemmer Vreden, Naget, Timer, hvor man glemmer, man er jaget Fremad for at lide, stride, dø.

Ulige Numre er muligvis ind imellem lige lovlig … inspireret af Håkån Hellstrøm, og de andre numre på EP’en er muligvis ikke lige så fremragende som København… Men det er til gengæld også et helt umuligt fedt nummer.

-A

Jeg kan huske, da jeg første gang hørte Feed Me with Your Kiss tilbage omkring årsskiftet 88/89 i en lille pladebutik i Odense. Det var vist mest fordi My Bloody Valentine udkom på Creation… og man skulle bare høre alt, der udkom på Creation.

Jeg var til koncert i Lille Vega her til aften… Det ville klæde Disa med nogle musikere på scenen: En Mac på et cafébord er altså ikke særlig live. Ellers med momenter af storhed; lidt som en Karin Dreijer Andersson-bund (A.

Det er blevet november, og så er det vel oplagt at poste et link til Guns N’ Roses’ fantastiske November Rain… så det gør jeg selvfølgelig ikke. Andre muligheder er Ibens’ pudsige Ølstykke i November (om kedelig sex), Thomas Buttenschøns November i Kbh (Men han er sgu så trættende), eller måske Front 242’s In November fra Kampfbereit.

Slå håret ud, smid tøjet og løb nøgen rundt i haven, mens du synger med på den her. Så har du Thylejren i 70’erne (Well, minus lorte-vejret udenfor lige nu). Det kan godt være, vi børn ikke helt fattede, hvad der foregik, men der var da plads til folk, der var en lille smule (eller temmelig meget) anderledes… og solen skinnede altid.

List femten albums, som du har hørt, og som du altid vil huske. Tænk ikke for længe over det. List de femten første, du kommer i tanker om på max fem minutter. Mine blev 04sep10: Aimee Mann - Magnolia [OST]

Så gi’ mig solskinnet tilbage, ligesom i de varme dage. Gi’ mig timerne igen, dem med lys på byens tage. Gi’ mig sommeren igen, min farverige gamle ven. Gi’ mig lyset igen. Vi vil ha lyset igen! (Til melodi af Natasja)

… og vi er ude i noget, hvor “fantastisk” er ved at være et for svagt tillægsord… Vi fik alt det gode Lars H.U.G og Kliché + den danske sangskat (bl.a. I skovens dybe stille ro, Solen er så rød mor) + Grand Prix og danskpop (herunder naturligvis “Dansesvinet”, Når lygterne tændes, Hvorfor er lykken så lunefuld) + John Mogensen + Wham (Wake Me Up, Before You Go Go) + Masselinien på vinyl på en medbragt rejsegramofon + masser af humor + nogle dygtige musikere.

Hvad fanden tænker Puk Elgård på? Hvis Julia Roberts var bare halvt køn som Randi Laubek, havde man måske gidet se nogle af alle de tåbelige girlie flicks, Julia Roberts har lavet. Og hvis hun var bare halvt så talentfuld, havde man måske også gidet tænde for lyden.

Well, så har jeg opdaget Last.fm[1]. Og hvad er så “Den sidste radio”? Jo, det skal forstås sådan, at man lærer den, hvad man godt kan lide af musik, og så spiller den mere i samme stil eller andet, som den tror, man vil kunne lide.

Det er sjovt, som man nogle gange fuldstændig kan glemme gode ting. Jeg hører meget musik, og meget forskellig musik, og nogle gange glemmer jeg desværre, at der faktisk står en masse rigtig god musik i reolen. Forleden faldt jeg således på Google Video over Cocteau Twins-videoen Evangeline, og selvom Four-Calendar Café er en af deres lidt mindre fantastiske albums (De har ikke lavet nogle dårlige), gav det alligevel inspiration til at genopfriske produktionen.