TV 2 har historien om, at folk ikke længere kan finde ud af at gå til storskærmsarrangementer.
Tidligere har der været historier om, at folk ikke kunne finde ud af at gå til konvert i Tivoli.
Er det pga. corona-isolationen, at folk har glemt, hvordan man opfører sig i større grupper?
Kunst, kultur, og oplevelser er lukket ned.
Social kontakt er lukket ned.
Små erhverv er lukket ned.
Vi sidder bare hjemme hver for sig og føder en fjern computer, mens vi holdes i live med fornødenheder bragt til døren.
Vi lever i The Matrix.
Ada Limón siger det meget smukt:
I saw a mom take her raincoat off and give it to her daughter when a storm took over the afternoon. My god, I thought, my whole life I’ve been under her raincoat thinking it was somehow a marvel that I never got wet.
“Hvad ville du sige, stillet foran Gud?”
Stephen Fry sætter det på plads.
-A
Nogle mennesker mærker regnen. Andre bliver bare våde.
-A
Hvis man kan se denne billedserie igennem uden at blive lidt våd i øjenkrogen, har man formentlig ikke mistet nogen, der stod en nær. Måske er man bare en kold skid.
https://www.mywifesfightwithbreastcancer.com/
Husk, at Kræftens Bekæmpelse samler ind på søndag. Se http://www.landsindsamling.dk/
Jeg har de sidste par år været på Herlev Hospital mere end 30 gange, tror jeg, med brækkede lemmer, behandling for infektion, nyresten og alle mulige og umulige kontroller, prøver og scanninger, plus skadestuebesøg med drengene, naturligvis. Det er ikke de bedste timer af mit liv.
At være bange for at fejle er en tillært evne.
Et lille barn, der er ved at lære at gå, vil falde på næsen og rumpen ti gange i træk og rejse sig op og prøve igen. Ti fejl får dem ikke til at beslutte sig for at kravle eller blive båret resten af livet. De fleste voksne stopper med at prøve efter en enkelt fejl eller to.
Når et menneske dør
Når et menneske dør
bliver dets omgivelser tilbage:
Bjergene i det fjerne
kvarterets huse
og vejen som om søndagen
går over en træbro
lige inden den fører ud af byen
Og forårssolskinnet
som lidt ud på eftermiddagen
når en hylde med bøger
og tidsskrifter, som uden tvivl
engang var nye.
Det er ikke spor mærkeligt.
Men det har ikke desto mindre
ofte undret mig.
I dag[1] skete det igen, at en ung ekspedient kaldte mig “hr.” Det virker sgu lidt underligt. Enten er der sket en dramatisk udvikling i deres høflighed, eller også er det noget andet, der er forandret, for jeg har oplevet det nogle gange på det seneste. Hvad mon det kan være?
Hvordan skal man dog forklare en lille dreng, at hans elskede farmor skal dø? Det er sgu ikke nemt. Og hvad i himlens navn skal man dog sige, når han spørger hvorfor?
Nu er jeg jo ikke troende, og en eksistensialistisk eller agnostisk forklaringsramme giver ingen nemme svar lige i situationen:
Alle der kendte min mor ved, at hun havde en sættekasse med sære ting i. Ting, der mindede hende om et eller andet bestemt. Det kunne være et plastic-armbånd fra en sygehusindlæggelse. Det kunne være en medalje fra dengang hun for 10. gang kørte Tøserunden på cykel, eller en fra dengang hun løb over Storebæltsbroen. Eller en lille porcelæns-harre, som jeg aldrig nåede at få historien om.