Folk er mærkelige
Siiri og jeg var forleden i operaen for at høre Tina Dickow, der spillede tre Fastland-koncerter, der i anledningen var blevet til fastland-koncerter, selvom vi altså var på en ø… Tinas ‘fastland’ er musikken, fortalte hun, hvilket også refereres i nummeret Something You Can Keep.
Nå, men på Fastland er der et nummer, der hedder People Are Strange, og det har vist ikke noget som helst med Doors-nummeret People Are Strange at gøre.
Men da Siiri og jeg kørte hjem fra byen i går, hørte vi Fastland i bilen, og da People Are Strange kom på, fik jeg lyst til at høre Doors. Deres People Are Strange er et fantastisk nummer. Måske handler det om den europæiske cabaret-kultur, måske om hippier, måske om LSD, måske om hippier på LSD, eller måske om noget helt andet. Kun Jim Morrison vidste det, formentlig, og måske ikke engang han, for det ‘kom’ vist til ham som en slags åbenbaring på en vandretur i Laurel Canyon nord for LA. Det er nu også ligemeget, hvad det handler om, for det er som sagt et fantastisk nummer.
People Are Strange er fra 1967, men jeg hørte det også i min tid 20 år senere, da Echo & The Bunnymen lavede en udgave af det til filmen The Lost Boys. Det er godt nok en slem horror-komedie, som aldrig faldt i min smag, men nummeret var også på B-siden af EP’en Lips Like Sugar, og der hørte jeg det så igen. Det faldt i min smag, for alt hvad Ian McCulloch og Will Sergeant rørte ved var godt, og sådan var det bare.
Da det omkring årti-skiftet lykkedes trommeslageren Pete de Freitas at slå sig ihjælp på motorcykel, efter han i årevis havde forsøgt med stoffer, og efter Ian McCulloch skred fra de andre Bunnymen, var det li’som det med the Bunnymen.
Men inden da spillede kaninmændene på Roskilde Festival. Jeg tror, det var i ‘87. Der hørte jeg dem heldigvis, og hvem havde de med på keyboards? Ingen andre end Ray Manzarek fra The Doors, så selvfølgelig skulle vi have People Are Strange, tænkte jeg. Det fik vi så også som ekstranummer, men inden da spillede de, så vidt jeg husker, også et par andre Doors-numre.
De gør det godt, kaninmændene, men jeg ved nu ikke, om man kan sige, de bidrager med noget rigtig nyt til nummeret. Det gjorde til gengæld svenske Stina Nordenstam godt 10 år senere, da hun udgav et helt album med cover-numre. Det er hviskende, tilbageholdt, og sart, og BoP ville nok kalde det ‘lillepige-pop’.
Det er produceret ekstrement … sært, med Nordenstams stemme mixet langt, langt væk … og ned i en gulvspand, lyder det til. Producer Ian Caple fra Tindersticks har derudover tilføjet lidt klassiske instrumenter hist og pist, og People Are Strange bliver næsten dekomponeret, og er i hvert fald noget helt andet end Doors-udgaven. Jeg elsker det.
Det viste sig der i bilen på vej hjem fra byen, at det gjorde Siiri ikke. Altså elskede det.
Og sådan er folk så mærkelige.
-A