Peter og jeg var inde at se Rytteriet Live 2 - Så kan man lidt igen. Det var min fødselsdagsgave til ham i år.
Lad os bare få konklusionen overstået: Det var meget, meget morsomt.
Der er nye og kendte karakterer, som Else, Erik, Tage, og naturligvis snobberne, og de får lov at møde hinanden på kryds og tværs, så det ikke bare er fjernsynets sketches på en scene.
Den består af en række scener, der hver især fungerer nogenlunde, og på den måde minder den om en sammenklippet tv-serie, hvilket måske ikke er så mærkeligt, da forlægget netop er en tv-serie fra 60’erne.
Måske husker vi ikke så godt selve historierne - hvad var det nu, der blev fusket med i de der bilag? - og måske ikke engang navnene - var det nu Fogh, Nyrup eller Corydon der solgte TDC?
Helst ville jeg have en Tesla S, men den er ikke indenfor økonomisk rækkevidde, og de andre elbiler dur simpelthen ikke til mit kørselsbehov. Så det måtte blive konventionel drift igen, desværre.
Jeg prøvede Audi A4, BMW 3 og Mercedes C, der alle er fine biler. A4 er dog efter min mening ikke så pæn i seneste aftapning, 3’eren vil nok altid fejle i sammenligning med den 330’er med M-udstyr, jeg havde (og formentlig aldrig får råd til igen), og C’eren er i sit efterår.
Det er cool nok, men det holder ikke ret godt uden fascinationen ved at se det på video. Nøjes med at lytte til det, og så er det bare noget ikke-særlig-originalt ambient.
Nogle har hidset sig op over Allan Simonsens fortsatte deltagelse i Vild med Dans.
Jeg tror, de begår den fejl at tænke på Vild med Dans først og fremmest som en dansekonkurrence. Hvis det var det, havde man valgt folk, der var gode til at danse og kunne vise os andre det ypperste.
Rigtig mange har set Miley Cyrus’ efter min mening ikke-særlig-smagfulde video til Wrecking Ball, hvor hun er mere eller mindre (eller faktisk helt) afklædt, og har et varmt forhold til både en forhammer og en nedrivningskugle.
Mange husker nok den dengang banebrydende og selv i dag ikoniske video til Sinéad O’Connors 1990-udgave af Prince-nummeret Nothing Compares 2 U, skrevet til hans side-projekt The Family engang midt i 80’erne. Jeg gør i hvert fald! Billederne af O’Connor, der vandrer rundt i lang, sort frakke i Parc de Saint-Cloud, husker man muligvis ikke, men hvad man stensikkert husker, er de lange scener, hvor der kun er hende, der synger close-up til kameraet. Til dig. 2 U.
Ferietid. Og tid til at genoptage et gammelt venskab…
The Magnetic Dog Sisters were on the door that night, and I didn’t relish trying to get out past them if things didn’t work out. They were two meters tall and thin as greyhounds. One was black and the other white, but aside from that they were as identical as cosmetic surgery could make them. They’d been lovers for years and were bad news in a tussle. I was never quite sure which one had originally been male.