Harry
Jeg mindes svagt engang for længe, længe siden, hvor DSB’s Harry-rekvalmer var en lille smule overraskende og endda lidt underholdende. Man kunne finde på at trække en lille smule på smilebåndet over dem. Det var dengang. Nu er det godt og grundigt tid til at holde op med at tæske løs på den døde hest!
Det er uklædeligt at se DSB forhåne og latterliggøre bilister i den evindelige række af rekvalmer for det, der helt objektivt set er et lorte-produkt, nemlig den (mangel på og forsinkede) transport, DSB kan tilbyde deres kunder.
Det åbenbart fuldstændig idéforladte rekvalme-bureau tæver bare løs på den gamle traver, mens DSB ude i den virkelige verden dag efter dag udstiller sin egen inkompetence og forhåner og latterliggør de kunder, det faktisk er lykkedes at lokke til. (Eller måske rettere: Endnu ikke er lykkedes at skræmme væk).
Hvad der gør det endnu mere barokt er, at det eneste, der i al sin tåbelighed fremstår bare en lille smule sympatisk i de rekvalmer, det er den karaktér, DSB gør grin med. Man får helt ondt af lille, tåbelige Harry og sympatiserer med ham, fordi han hver dag slider sig afsted i en gammel skodbil i et trafikhelvede. Og hvorfor gør han og man det? Det er faktisk meget simpelt: Det er fordi alle ved, alternativet (DSB) er meget værre!
Så altså: Stop det! Enough already.
-A