Før vi blev latte
Det vil være synd, hvis man kun undede sig selv en enkelt eller to gennemlytninger af Christian Hjelms plade Før Vi Blev Lette, men jeg var lige ved selv at begå fejlen.
Christian Hjelm kommer ud af indie-miljøet som sanger og guitarist i Figurines, der nåede både at få pæne anmeldelser, spille hippe steder (som SXSW, dengang det var hipt), falde fra hinanden og genrejses som en trio, før det (vel?) igen gik fra hinanden. I hvert fald er Christian Hjelm nok debuteret med album i eget navn, men langtfra en nybegynder.
Teksterne er nu på dansk, og som med Lise Westzynthius giver det en ny lethed, som jeg aldrig rigtig fandt i Figurines, hvor det hele godt kunne blive lidt for svært og kantet. Det pynter altså gevaldigt at lægge de trygge indie-rammer med alle de parader, der også er i dem.
Det med de flere gennemlytninger kommer nok af, at det hele lyder så let, at man kan overse, at der faktisk er pæn dybde i det også. Jeg nåede således selv at skrive en hel blog-post med samme titel som denne, hvor jeg harcelerede over, at stort set den samlede anmelderskare delte roser ud til letbenet og små-nostalgisk dansk-pop.
Men hvis man overgiver sig til det, så er det faktisk svært ikke at nynne med på de fine melodier og nyde de flotte arrangementer. Teksterne er nok banale, men man ender alligevel med at tro på linier som disse fra Den Som Du Elsker:
Den som du elsker
Den som du elsker er mig
Den som du elsker
Den får du af mig
Ja, man tror det næppe, men det virker i praksis fint!
I lørdags så vi Christian Hjelm live i et udsolgt Jazzhouse, og live-energien blev det bare endnu bedre af. Han er ualmindeligt charmerende, fx når han foreslår, at publikum kunne komme lidt tættere på, eller bekendtgør at det næste nummer kan bruges til at bevæge sig lidt på stedet, hvis man da ikke ligefrem får lyst til at danse. Og det gør man.
Da jeg vågnede søndag, nynnede jeg stadig med på den her:
Jeg er i live, selvom jeg stadig er bleg
Tag den, indies!
-A