Jeg er blevet en del af det københavnske bredbåndseventyr!

Hvis man kender mit job, så kunne man måske tro, at jeg var blevet konsulent for DONG Fibernet og var i gang med at hjælpe dem med at få Lag 2 og Lag 3 til at spille, men det er jeg nu ikke… Så langt fra. Og så på den anden side alligevel ikke så langt fra.

Mere om det lidt senere, men først må vi tage en afstikker til de dage, hvor KTAS, Jysk Telefon, Fyns Telefon og hvad de nu hed, leverede telefoner og kabler til os alle sammen, når vi bestilte dem. Det var ikke til diskussion, om de kunne eller skulle levere, men prisen var det til gengæld heller ikke. En telefonforbindelse kostede det en telefonforbindelse skulle koste.

Jeg ved godt, at der nu sidder nogle yngre læsere, der har svært ved at forstå, at det nogensinde har været sådan, at telefonselskabet kunne bestemme, hvilken telefon man skulle have. Men det kunne de altså. Og jeg ved, I må have endnu sværere ved at forstå konceptet med en telefon med kabel i, så man kun havde den derhjemme. Men tænk på det, som en virkelig gammel fjernstyret bil, en af dem med ledning i. Sådan var det også med telefoner engang. Jeg ved godt, det må lyde virkelig langt ude, men sådan var det altså.

Nå, men de såkaldte telefonselskaber, de tog altså de penge for en kabel-telefon, som de syntes, den skulle koste. Det betyder selvfølgelig, at kablerne er betalt mange gange af både vores bedsteforældre og vores forældre… og nu skal vi lige betale dem én gang til, når vi bestiller bredbånd, blot under dække af et andet navn. Til gengæld får man så et skod-produkt, hvor man kun kan få en langsom og ustabil forbindelse, når man bor langt ude på landet… som fx her i 2800 Kongens Lyngby. Selv under de bedst mulige forhold er den evigheder fra, hvad man kan lave på en tidssvarende teknologi.

Heldigvis er der folk, der har set, at der findes disse gode, tekniske alternativer til de forældede kobber-forbindelser, og de folk bruger i øjeblikket en masse penge på at etablere en ny og mere tidssvarende infrastruktur.

Jeg ved godt, at denne verdens John Strand’er har svært ved at fatte, at det kan blive en god investering at lave en god infrastruktur, der over tid bare bliver mere og mere fantastisk, efterhånden som folk finder på nye ydelser at levere på den – men hvis det stod til ham, sendte vi vel stadig et bud eller en brevdue.

Nå, man behøver selvfølgelig bare høre og læse ganske få udtalelser fra TDC for at se, at de er pisse-bange for, at der nu for første gang nogensinde er nogen, der er i gang med at bygge en anden fysisk infrastruktur end den de ejer. Så meget som TDC taler dårligt om fiber, må det være oplagt, at det er det rigtige at gøre.

Anyway, en af spillerne (og så afgjort den vigtigste i dette område) er altså DONG. De jordlægger luftledningerne og smider fiberkabler i jorden ved samme lejlighed. Og de har en masse el-forbrugeres penge i deres pengetank, som de har brug for at få investeret. Det er da smart, ikke?

Jo, det lyder smart, men faktum er desværre, at de ikke kan få folk til at lave arbejdet for dem, så det går meget langsomt og med gentagne forsinkelser at få forbindelsen leveret. (Min forbindelse ser pt. ud til at blive mere end et år forsinket). Måske er det derfor, de har valgt at lave et grav-selv koncept, hvor man selv står for gravningen på egen grund.

Og dermed er vi tilbage ved min rolle i det københavnske bredbåndseventyr. Jeg har valgt at grave selv.

Jeg indrømmer, at det virkede meget mere attraktivt dengang, hvor jeg satte krydset ud for muligheden med at spare et par tusinde kroner, end det gør nu, hvor jeg er fuldstændig smadret i ryggen af at have gravet hele dagen i går. Holddaop jeg kan godt mærke, at min krop normalt ikke bliver brugt til den slags.

Men engang, måske endda i år, får jeg vel sådan en fiber-forbindelse, som jeg ønskede for mig selv og resten af verden i ‘90’erne, hvor jeg ønskede fiber hjem til alle hjem.

-A