Shine (Rihanna)
Der var engang for meget længe siden - dengang, hvor jeg var meget yngre end i dag, og hvor fraskilte og andre frustrerede kvinder samledes i kvindegrupper, hvor de snakkede om de hippie-mænd, der havde forladt dem, og planlagde næste sommers tur til Femø - men før den tid, hvor de begyndte at kalde sig hekse.
Luften var ligesom lidt renere dengang.
Eller måske var den bare tyndere?
Jeg selv havde lejlighed til at stifte nye bekendtskaber, når jeg blev slæbt med. Jeg husker således, hvordan jeg engang på et ungdomsværelse under loftet på en gammel gård langt ude på den anden side af ingenting første gang så Pink Floyds fantastiske plade-cover fra Wish You Were Here fra 1975.
Noget, der ser så ekstremt fantastisk ud, må jo også være fantastisk. Og det er den så også, især Shine on You Crazy Diamond, der åbner pladen. Og med ‘åbner’ mener jeg det meget bogstaveligt, for nummeret starter meget stille og vokser via intro op før det folder sig ud som en blomst. Vokalen kommer på i Part IV efter knap 9 minutter og teksten er en slags dedikation til det tidligere medlem Syd Barrett, der var blevet tosset.
Shine… er langt. Det er kompliceret. Takten skifter flere gange. Der er lange soloer. Det er storslået, overdrevet og fantastisk. Og teksten betyder faktisk noget for dem. Det indeholder stort set alle de ‘fejl’, der gør, at man ikke ser den slags musik i dag, hvor det er alt for nemt at klikke Next i Spotify eller Pandora.
Remember when you were young, you shone like the sun.
Shine on you crazy diamond.
In other news: Rihanna er et af hovednavnene på Roskilde i år. Suk.
-A