Min mor var samler
Alle der kendte min mor ved, at hun havde en sættekasse med sære ting i. Ting, der mindede hende om et eller andet bestemt. Det kunne være et plastic-armbånd fra en sygehusindlæggelse. Det kunne være en medalje fra dengang hun for 10. gang kørte Tøserunden på cykel, eller en fra dengang hun løb over Storebæltsbroen. Eller en lille porcelæns-harre, som jeg aldrig nåede at få historien om.
Det var det samme med billederne. Hun tog massevis af billeder selv og gemte gerne, hvad hun fik fra andre. Hun satte dem i mapper og rammer, ordnede dem. Og hun tog billeder på ferierne, ofte natur og bygninger. De kunne se sådan lidt mennesketomme og ensomme ud, billederne, men sjovt nok mindede de hende næsten altid om en tid eller et øjeblik med en person, som regel Finn.
Min mor samlede også på engle. Næsten ligegyldigt, hvor man sad i deres hus, kunne man få øje på en lille engel, der var hængt op eller stillet et sted. Vi talte af en eller anden grund aldrig om, hvorfor de betød noget for hende.
Hun samlede også sten. Oftest fandt hun dem på stranden, hvor de våde afslørede noget smukt, noget hun så i lige det øjeblik. Når de senere tørrede, var det selvfølgelig noget andet, men hun havde en evne med at pudse og polere dem, så det smukke, hun havde set, kom frem igen.
Og så samlede hun træ. Altså ikke brædder og den slags forarbejdet træ, men stubbe, grene, rødder og lignende, gerne noget, der havde ligget i vandet. Jeg tror, det var det skæve, vilde og utilpassede ved det, der tiltalte hende.
Eller det kunne være noget helt andet. Små, store, mærkelige eller fine ting. Ja, egentlig var det selvfølgelig ikke tingene, hun samlede på. Man finder vel ikke ret mange, der er mindre materialistiske, end hun var. Næh, hun samlede historier. Minder.
Det var, da hun begyndte at dele ud af sine minder og historier, at jeg vidste og sådan rigtig forstod, at hun skulle dø.
-A
- «
- »