En brækket have
Jeg var til koncert i Lille Vega her til aften…
Det ville klæde Disa med nogle musikere på scenen: En Mac på et cafébord er altså ikke særlig live. Ellers med momenter af storhed; lidt som en Karin Dreijer Andersson-bund (A.K.A “tungt og dystert”) med hvad BoP ville kalde lillepige-pop ovenpå. Lyder det sært? Yes, but it did happen.
Med Penny Police får man så sjælden en kombination som stor hatteskygge, lårkort kjole, autoharpe og en kælen vokal til fremførelse af nogle små intime sange. Man kunne tro, hateskyggen var til at gemme sig bag, men faktisk var det vist for at kunne se os for scenelyset, og hun bad da også om, at vi kom tættere på.
Penny Police kan give mindelser og Emiliana Torrini (og det er meget positivt ment), men hun er alligevel helt sin egen, og EP’en Thieves Like Us kan man vist købe uden bekymring… trods det lidt belastede navn. En LP skulle være på vej.
Our Broken Gardens forsanger Anna Brønsted vil nogle måske kende fra Efterklang, men OBG er vist mest hendes eget projekt med inviterede musikere.
Jeg tror ikke, Our Broken Garden vil blive sure over at blive kaldt dream pop, selvom de næsten er for unge til selv at have oplevet navne som This Mortal Coil og Cocteau Twins. Men hvor dream pop kan være temmelig introspektivt, så blev Our Broken Garden live heldigvis aldrig shoegaze (tænk My Bloody Valentine og Sonic Youth), og i forhold til pladerne var OBG live faktisk overraskende rockede, og jeg stod og tænkte på, om der egentlig er noget, der hedder dream rock. Ellers er der måske nu.
Og ja, de spillede selvfølgelig Breathe, som jeg ellers synes er en meget smuk udgave (eller, lad os kalde det en nyfortolkning) af det gamle Pink Floyd-nummer fra Dark Side of the Moon. Det fremstod dog i aften som det svageste nummer…
Our Broken Garden spillede ikke længe, men det var OK. Det var en god aften i Stauningsalen.
-A
PS: Ha! Our Broken Garden udgiver i UK på Bella Union, der er stiftet af Simon Raymonde og Robin Guthrie (ex. Cocteau Twins). Coincidence? I think not!