Blade Runner 2049
Lidt løsrevne noter fra mit første møde med 2049:
- Historien er god, nok reelt bedre end 1’eren. Alligevel sad jeg ind imellem og tænkte, at noget var lidt for indlysende (fx Dr. Ana som Rachels datter) og andet for obskurt. (Hvordan i helvede finder K frem til Deckard på timer, når andre formentlig har eftersøgt ham i årevis?).
- Der er nogle fine referencer til 1’eren, som fx Pris, der jo næsten er ‘genskabt’ som Mariette og ‘tårer i regn’, der (næsten) bliver til ‘tårer i sne’. (Og det var da Vangelis' “Tears in Rain”-tema, man hørte en snip af, ikke?)
- Skuespillet er fint. Jared Leto og Sylvia Hoeks er begge skønne skurke, Harryson Ford er en god, gammel, træt Deckard, og Ryan Gosling er jo … Ryan Gosling.
- Kameramanden er et geni. Billederne er fantastiske. Stort set hvert eneste billede kan virke som stillbillede. Man tænker, at den ligner 1’eren, men fx er hele den gule/orange farvepalette jo faktisk ny. Og der er da heller ikke sne i 1’eren, vel?
- Klipningen er rolig, næsten langsommelig, så man når at nyde alle de smukke billeder. På den måde er den atypisk for moderne sci fi/action-film.
- Lydene er utrolige. Der er kælet lige så meget for dem som for billederne, og der er flere af dem, der kan bruges som ringetoner og lignende, som jeg har gjort med 1’erens.
- Musikken er god, og minder om 1’eren uden at efterabe. Men det er jo trods alt ikke Vangelis.
- Jeg så ingen åbenlyse goofs eller continuity-fejl, og det er sjældent. Peugeots product placement var dog tæt på goof obvious, og fik folk til at fnise. Øv.
- Særligt: Filmen starter uden opening credits.
Jeg regner med at se den igen Snart™.
-A