03 February 2013

GBIC R.I.P.

Cisco har annonceret End-of-Sale og End-of-Life for alle GBICs.

GBIC -- eller mere korrekt "SFF-8053", som standarden hedder -- var, så vidt jeg husker, den første ikke-proprietære standard for pluggable optics. Standarden kom midt i 90'erne, og blev oprindelig udviklet til Fibre Channel, men blev først rigtig udbredt sidst i 90'erne, hvor Gigabit Ethernet rigtig slog igennem.

Alle syntes, det var genialt, at man kunne købe optik til én kasse, og siden flytte den til andre i stedet for at købe en ny kasse. Og alle (well, i hvert fald kunderne) syntes, det var genialt, at man kunne købe optik fra dem man havde lyst til, og som kunne sælge dem til en god pris... så det fandt hardware-producenterne så efterhånden måder at forhindre.

Omkring år 2000 kom SFP'en, og det blev klart, at der også er ulemper ved pluggable optics, herunder primært at de skifter (bliver mindre over tid), og at genbruget fra den ene generation udstyr til det næste derfor er mindre, end man kunne have håbet.

GBICs er siden brugt i uhyggelig meget Cisco-udstyr, inkl. eksempelvis 6516A-kortet til Catalyst 6500, der faktisk stadig sælges. Men omkring udgangen af året sælges der ikke længere udstyr eller moduler, der kræver GBICs, og dermed kan GBIC-varenumrene også udgå.

-A

Bank bank - Er der nogen hjemme?

Der har været meget snak om det lillebitte gebyr (abonnement), Danske Bank vil opkræve. Meh.

Ingen taler om det kæmpe gebyr (rente), alle banker tager. Prøv lige at se på forskellen mellem ind- og udlånsrente eller mellem Nationalbankens og den almindelige kundes rente. De historisk lave renter slår i hvert fald ikke rigtig igennem på mine lån, der morsomt er blevet dyrere med nogenlunde samme takt som Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken har sænket renterne.

Jeg kommer ikke til at betale det nye, udskældte abonnement i Danske Bank. De kalder min kundegruppe Eksklusiv+, så det lyder som om det var noget godt... men det betyder primært, at jeg skylder dem så mange penge, at de tjener rigeligt på mig i forvejen.

Danske Bank er en forretning, der skal tjene på sine kunder. Det skal alle banker. Det kan da for fanden ikke komme som en overraskelse for nogen?

-A