18 January 2013

Shine (Rihanna)

Der var engang for meget længe siden - dengang, hvor jeg var meget yngre end i dag, og hvor fraskilte og andre frustrerede kvinder samledes i kvindegrupper, hvor de snakkede om de hippie-mænd, der havde forladt dem, og planlagde næste sommers tur til Femø - men før den tid, hvor de begyndte at kalde sig hekse.

Luften var ligesom lidt renere dengang.

Eller måske var den bare tyndere?

Jeg selv havde lejlighed til at stifte nye bekendtskaber, når jeg blev slæbt med. Jeg husker således, hvordan jeg engang på et ungdomsværelse under loftet på en gammel gård langt ude på den anden side af ingenting første gang så Pink Floyds fantastiske plade-cover fra Wish You Were Here fra 1975.


Noget, der ser så ekstremt fantastisk ud, jo også være fantastisk. Og det er den så også, især Shine on You Crazy Diamond, der åbner pladen. Og med 'åbner' mener jeg det meget bogstaveligt, for nummeret starter meget stille og vokser via intro op før det folder sig ud som en blomst. Vokalen kommer på i Part IV efter knap 9 minutter og teksten er en slags dedikation til det tidligere medlem Syd Barrett, der var blevet tosset.


Shine... er langt. Det er kompliceret. Takten skifter flere gange. Der er lange soloer. Det er storslået, overdrevet og fantastisk. Og teksten betyder faktisk noget for dem. Det indeholder stort set alle de 'fejl', der gør, at man ikke ser den slags musik i dag, hvor det er alt for nemt at klikke Next i Spotify eller Pandora.

Remember when you were young, you shone like the sun.
Shine on you crazy diamond.

In other news: Rihanna er et af hovednavnene på Roskilde i år. Suk.

-A

16 January 2013

Herlev

Jeg har de sidste par år været på Herlev Hospital mere end 30 gange, tror jeg, med brækkede lemmer, behandling for infektion, nyresten og alle mulige og umulige kontroller, prøver og scanninger, plus skadestuebesøg med drengene, naturligvis. Det er ikke de bedste timer af mit liv.

Som regel er der ganske meget ventetid, og når man er ude for det tit, kan man jo godt blive lidt irriteret. Jeg husker bl.a. med meget lidt varme, hvordan jeg en juledag lå 7 1/2 time og ventede på en bænk i skadestuen, blev sendt hjem igen, for blot at vende tilbage, vente 4 timer mere, og blive indlagt.

I dag, da jeg kørte derfra, blev jeg dog mindet om, at det kunne være værre: Patienten, der forlod området lige før mig, gjorde det i en hvid trækasse i en sort stationcar.

-A