31 October 2012

Niner Jet 9 RDO

Jeg har haft lejlighed til i en periode at køre en Niner Jet 9 RDO.

Cyklen er 'hjemmesamlet' (købt som ramme, forgaffel og dæmper) med en god blanding af X0, XX, R1, RP23. Vægten er 10,42 kg, som den står køreklar lige nu.

Siddestilling og generelle køreegenskaber er lidt mere marathon end min Cannondale Scalpel. Man sidder lænet ret langt fremover, med lavt styr og relativt flad siddestilling. Det passer mig udmærket, men nogle vil måske skulle vende styret til lidt 'rise'.

På lange, hurtige stræk med godt flow er Nineren utroligt god: Den flader de små ujævnheder ud, er ekstremt stabil, og man får fornemmelsen af at køre på skinner og med kæmpe overskud.

På single-track savner jeg lidt agilitet, hvor Nineren simpelthen virker lidt tung at danse med. Hvis man trykker den ned og ind i svinget, kommer man såmænd hurtigt nok om hjørnerne, men det kræver lidt mere. Min egen Scalpel er mere væver og letstyrende, accellererer hurtigere og føles simpelthen nemmere på teknisk single-track.

Til gengæld har min Scalpel lidt mere tendens til at løfte forhjulet, når man klatrer, hvor Nineren bare holder hjulet i jorden.

Affjedringen bagpå er rigtig fin. Dæmperen er en Fox RP23, som jeg bare kunne sætte på 'platform' og så glemme. Især de mange små ujævnheder som fx. på græsstykker eller grusveje glattes fuldstændig ud og forsvinder, men også stykker med masser af rødder, håndterer den godt, uden at det føles dramatisk, selv når den går helt i bund. Der er ikke meget tendens til 'chain bob'.

Forgaflen er RockShox XX, som jeg ikke er lige så imponeret over. Den virker hård og mærkelig ulineær i affjedring og dæmpning. Hvis man sætter bagenden til Åben, bliver den selvfølgelig blødere, men så føles kombinationen endnu mere mærkelig, så måske passer de to dæmpere bare ikke til hinanden på den ramme. Jeg ville nok skifte forgaflen til Fox 32 Float 29, hvis det var min cykel... Og hvis jeg havde råd.

Bremserne er Formula R1, der bare *er* bedre end de Avid X0, der er på min Scalpel. Det er bestemt ikke sådan, at Avid'erne ikke kan bremse, men tryk-til-bremsekraft er ikke lineært, som på R1, hvilket gør Avid noget sværere at dosere med en enkelt finger. Jeg får lyst til at skifte mine egne til R1, der er den bedste bremse, jeg har kørt med.

På gear-siden er Nineren sat op med SRAM X0 i 2x9 (der er billigere og holder bedre end 2x10), og det fungerer fint. Den er med twist-shifters, som jeg normalt foretrækker, men mine egne XX triggers er bare super-præcise, og jeg ville ikke bytte i dag. Kassetten bagpå var lidt speciel med 2 tænders spring fra gear til gear. Især i den lave ende betyder det jo reelt, at gearene ligger (procentuelt) tættere og tættere, og det syntes jeg føltes lidt underligt. Og der var ikke et decideret 'panik-gear' på kassetten, så jeg savnede lidt fornemmelsen af befrielse, når man skifter ned i 1. Sådan ville jeg nok ikke køre det, men det passer formentlig bedre til ryttere, der er stærkere end jeg.

Cyklen var monteret med Conti X-King foran, og det er et fint allround dæk, der selv på relativt lave knopper håndterer både grusstier, jord og mudder fint. Bagpå havde den et Maxxis Ardent, der groft sagt er ubrugeligt i en våd Hareskov. (Det var monteret ifm. Merida Marathon).

Alt i alt en rigtig fin cykel. Jeg ville dog (heldigvis!) ikke bytte med min Scalpel, der nok passer min kørestil bedre.

-A

16 October 2012

På flere måder, faktisk

Vi så In Time (en sci fi med Justin Timberlake) her til aften, og i en af scenerne spiller de et lille stykke af Nouvelle Vagues latinamerikansk inspirerede udgave af det gamle Tuxedomoon-nummer In a Manner of Speaking, der ellers er noget temmelig kold post-punk.

Jeg holder dog mest af udgaven med Martin L. Gore fra hans plade med den og andre forfalskninger (cover-numre), Counterfeit, fra 1989.


"In a manner of speaking I don't understand
How love in silence becomes reprimand
But the way I feel about you is beyond words"

-A

01 October 2012

Tæt på en kold favn

Jeg har et par af Lise Westzynthius tidligere albums (og lidt Rhonda Harris og Luksus har jeg da også hørt), og dem kan jeg ret godt lide, men jeg synes nu alligevel, hun er endnu bedre på dansk.

Det er, som man kender det med hende, skrapt kontrolleret men med fejende lethed, minimalistisk skåret ind til benet men super-flot produceret, og sårbart uden at der går pop-følelses-porno i det.

Titelnummeret Tæt på En Kold Favn er faktisk iskold. Som når hun synger om sit forliste parforhold:

"Men det er ikke det værste
Det værste er at jeg er ligeglad"

Nå ja, og så skader det jo ikke, at inspirationen fra Cure er relativt tydelig på især det nummer, men også fx Jeg Glæder Mig (Til at Slå Dig Ihjæl) lugter en hel del af 80'er.

Pladen kan klart anbefales. Blot skal man springe "Sangen om langfart" (en duet med Sebastian) over.

-A