27 December 2010

The end of dial

I dag modtog jeg nedenstående mail, hvilket er lidt sjovt, fordi det er årevis siden, jeg sidst har brugt dial-up -- og da var det i øvrigt med ISDN som backup for en anden forbindelse -- men de har åbenbart ladet abonnementet køre videre.

Langsomt, beværligt og dyrt. Jeg kommer ikke til at savne det.

-A

---
Kære Kunde

Vi skriver til dig for at fortælle, at vi har valgt at opsige din nuværende dial-up internetforbindelse med kontonummer ccc80470.

Opsigelsen træder i kraft fra og med den 1. februar 2011. Der er derfor god tid for dig til at finde en ny løsning.

Hvorfor opsiger Telenor aftalen?
Tiden er ganske enkelt løbet fra dial-up forbindelser, hvor man kommer på internettet ved at ringe op via et modem. Vi har i dag så få dial-up kunder, at det ikke længere er økonomisk forsvarligt for os at udbyde produktet – derfor har vi valgt at opsige de sidste abonnementer.

Hvis ikke du gør noget
Hvis ikke vi hører fra dig, lukker vi for dit abonnement den 1. februar 2011. Du er også velkommen til forinden at opsige abonnementet efter gældende vilkår, det vil sige. med 30 dages varsel. I forbindelse med opsigelsen, vil du også miste de mailadresser som du har tilknyttet dette dial-up internet abonnement

Hjælpen er nær
Tøv ikke med at kontakte os, hvis du er i tvivl om noget – vi sidder klar til at hjælpe.
• E-mail: www.telenor.dk/kontakt
• Telefon: 72 100 100 (Hverdage fra kl. 8.00 – 20.00
og lørdag fra kl. 8.00 – 16.00)

Med venlig hilsen
Telenor Kundeservice
---

16 December 2010

Jeg vil ha' en KONE

I dag da jeg kom ud fra møde, var det et vældigt snevejr, og hvis det er noget, der er ufedt, når man humper rundt på krykker, så er det sne og is. 'Glat' får en helt ny og interessant betydning, når man skal bære hele sin vægt på måske 7 cm2.

Nå ja, og bilen var naturligvis fuldstændig dækket af sne, og hvor fedt er det lige at rydde sne af bilen, når man skal humpe rundt på ét ben, fordi man løber tør for hænder og er nødt til at lægge krykkerne fra sig? Godt gættet: Ikke særlig fedt.

Men så er det jo med den slags situationer, at de pludselig dukker op, hverdagens helte.

Ved siden af holdt en fyr i en varevogn, og han kiggede noget bekymret, da jeg stående på ét ben klamrede mig til tagbøjlen, mens jeg forsøgte at få nok sne af døren til at kunne åbne den, så jeg kunne få smidt krykkene og tasken ind. "Vent lige et øjeblik", siger manden så, og kommer med en kost og en sneskraber og rydder bilen, så jeg bare kan sætte mig ind. Så er hele dagen sgu da reddet.

Nå, men her til aften på vej op af trappen til min lejlighed på anden sal -- Den slags foregår i nogle mærkelig hop på én krykke og ét ben -- tænkte jeg som sædvanlig, at det i grunden ville have været helt fint, hvis der havde været en elevator i huset.

Og når jeg engang skal have en elevator, så skal det være en KONE, for det var der han kom fra, den rare mand.

-A