24 September 2008

ME 3400E

Cisco har sluppet en ny switch i ME 3400-familien på markedet, nemlig ME 3400E.

Som med den 'gamle' ME 3400 er der tale om en switch positioneret direkte til metro ethernet og service providers, typisk som CPE eller MDU, og også form factors ligner de velkendte fra ME 3400.

I første omgang kommer ME 3400E som 2CS (2 customer-facing GE-porte og 2 uplinks), 12CS (12 customer-facing GE-porte og 4 uplinks) og 24TS (24 customer-facing kobber FE-porte kobber og to uplinks).

CS-porte er dual-purpose, hvor man får både en kobber-port (1000base-TX) og en SFP-port som samme interface på switchen. Men altså ikke samtidig.

Nyt i forhold til ME 3400 er bl.a.:

  • Bedre QoS, herunder Q-in-Q inner CoS til outer CoS mapping og en 2-rate, 3-color policer (hvor man både har committed rate og peak rate).
  • Selective Q-in-Q, hvor man kan vælge kun at overføre nogle af kundens VLAN i stedet for alt i en trunk.
  • VLAN translation (1:1), så man kan mappe en kundes VLAN-nummer til noget andet i sit eget net.
  • Traffic Loopback, hvor SP'en remote kan loope trafikken i switchen og sende det tilbage i nettet ifm. fejlsøgning, så det bliver nemmere at fejlsøge uden at skulle have adgang til kundeudstyret.
  • Udskiftelige fan trays (ikke på 2CS-udgaven).
  • Udskiftelige AC og DC strømforsyninger (ikke på 2CS-udgaven) med redundant power input.
I modsætning til ME 3400 kommer 3400E kun med to feature sets, nemlig Metro Access (L2) og Metro IP Access (L3). Base overlades til 3400. Det vil endda være de samme software images (filer), i hvert fald fra næste officielle 3400-release.

ME 3400E er ikke tegn på, at ME 3400 forsvinder any time soon. De to serier vil blive markedsført sideløbende med en højere pris på 3400E... ligesom det kendes fra 3560/3560E og 3750/3750E.

-A

19 September 2008

Catalyst 6500 - VPN Services Port Adapter (VSPA)

Cisco har annonceret en ny high-performance VPN-adapter til Catalyst 6500, nemlig VPN Services Port Adapter. Adapteren kræver SPA Carrier Card-600 (SCC-600), der ligeledes er nyt.

En enkelt VSPA kan lave op til 16.000 tunneler og 8 Gbps AES, og man kan sætte op til 10 VSPA'er i 5 SCC'er i en enkelt 6500... Og før nogen siger, at ingen har brug for så meget VPN-performance, så tænk på fx kryptering af gigabit-forbindelser mellem datacentre.

Af åbenlyse mangler kan nævnes, at DMVPN og GETVPN endnu ikke er supporteret, så det er endnu ikke en fantastisk mange-site-to-site platform. Til gengæld er EasyVPN (klientbaseret) supporteret. (Man kan så spørge sig selv, hvor mange der har 8+ Gbps klient-baseret VPN...)

Adapteren bliver supporteret i Whitney2 (IOS 12.2 SXI), der ikke shipper endnu, men forventes Very Soon Now(TM). Der er tilsyneladende pt. ingen planer om at supportere adapteren i 7600, så hvis man vil have høj crypto-performance på 'en router', skal man se på ASR 1000.

Der findes bundles af SCC og VSPA (WS-IPSEC-SSC600-Lx), ligesom der kommer komplette system-bundles med begge dele. Ingen af stumperne er dog i prislisten i dag.

-A

08 September 2008

Nova FM

Well, det var naturligvis en stakket frist, men TV2 Radio er nu officielt blevet til Nova FM.

Det betyder desværre, at studieværterne er tilbage, og det fik de i dag fejret (?) ved at en studievært gav sin producer en lille gave og omvendt. Hun fik et stopur, og han fik et eller andet tilsvarende ligegyldigt, mens han gentagne gange roste hendes smil, og de snakkede lidt om, hvor fantastisk det hele var med den nye radiostation.

Hvad helvede sker der dog for de idioter, der har fundet på at sende den slags fladpandede interne fnidder direkte i æteren? Hvis jeg skal fornærmes på min intelligens, foretrækker jeg da så afgjort at blive kaldt en idiot direkte til mit ansigt og ikke bare behandlet som en.

Nu skal jeg altså have installeret det AUX-interface, så jeg kan koble MP3-afspilleren til anlægget i bilen.

-A

Catalyst 4948-10G

Cisco har sendt en "ny" switch på markedet, nemlig Catalyst 4928-10G.

Navnet kommer af, det er en switch med 28 stk 1G SFP-porte og 2 stk 10G X2-porte, og som de andre Catalyst 4900 er det reelt en fixed-configuration Catalyst 4500, her med SupervisorV-10G. Man kunne tro, de i dag ville have bygget den med Supervisor6 og et 4624-SFP, men det er altså ikke tilfældet.

Hvis nogen synes, specifikationerne lyder bekendt, eller undrede sig over anførselstegnene i første sætning, så er forklaringen simpelthen, at Catalyst 4928-10G er det samme som en ME-4924, der har eksisteret i årevis. Ja, de har også lige mange porte, selvom navnet antyder noget andet. Der er reelt kun silketrykket på fronten til forskel, og det første billede, jeg så af switchen, lignede da også en PhotoShopped udgave af et ME-4924-billede.

Selv prisen er det samme som ME-4924 (43.500$).

Så hvorfor give den et nyt navn? Well, product marketings veje er uransagelige... I fremtiden kan der selvfølgelig komme forskelle i features (som vi så med 6500/7600), men i dag er der det ikke.

-A