21 June 2006

Cisco 7600 - IOS 12.2 SR

Og så kom Cascades i form af 12.2(33)SRA, med en masse nye SP-features indenfor MPLS, BGP, CNS, IPSec, IPv6 etc. Det ser ud som om, den er et mix af 12.2(33)S og 12.2(18)SXF.

Hardware-support står i release notes som "Cisco 7600", men de siger dog, at man kan køre releasen på Catalyst 6500, hvis blot man sikrer sig, at udstyret er nævnt i supported hardware-listen. Notably absent i den liste er fx Sup720 (PFC3A), nogle OSM'er og nogle service-moduler som fx ACE, CSM, CMM og WebVPN.

Release notes henviser et par steder til Feature Navigator, men den ser ikke ud til at være opdateret med 12.2 SR endnu. Bummer.
Release Notes: http://tinyurl.com/mpxjf
Guide to Supported Hardware: http://tinyurl.com/qvk8s

-A

Catalyst 6500 / Cisco 7600 IOS

Den nuværende 6500/7600-software (12.2(18)SXF, kaldet Rockies 3) er som bekendt kommet i en opdateret version (Rockies 3.1), hvor Modular IOS blev introduceret. Dermed fik vi IOS på en mikrokerne (A.K.A. "ION" = IOS On Neutrino), processer der kan genstartes og patches etc.

Derefter var det meningen, at der skulle komme en Rockies 4 (SXG), hvor der bl.a. skulle komme bedre LAN/wiring closet feature-paritet med CatOS, herunder bedre 802.1x feature set, NAC etc. Den release blev droppet.

12.2 SX var jo oprindelig resultatet af, at man lagde service provider-releasen 12.0 S sammen med enterprise-releasen 12.1 E med den begrundelse, at C6K både skulle bruges af service providers og enterprises, og så burde det også være samme software.

Der har dog gennem lang tid været utilfredshed med, at enterprise- og SP-features var samlet i samme release train, fordi det betød, at ingen af grupperne fik features i den hastighed, de ønskede dem. Derfor splittes 12.2 SX nu igen op i et SP- og et enterprise-train.

De kommende 6500/7600-releases efter Rockies 3 bliver dermed:
- Service provider: Cascades -> Barracuda -> Cobra
- Enterprise: Whitney -> Half Dome

Der bliver ingen sammenhæng mellem de to release trains, så man må i fremtiden regne med, at der kommer features og hardware (moduler) til det ene train, som ikke er supporteret i det andet train.

Der har været lidt banken på vandrørerne om, at det på sigt kunne blive sådan, at SP-releasen kun kan køre på 7600 og E-releasen kun på 6500, og hvis Cisco gerne vil gøre deres kunder stik-tossede, så skal de da bare gå ad den vej. Nu får vi se.

Der er ingen planer om Cascades på Sup2, og det er tilsyneladende ikke engang sikkert, om Whitney kommer til Sup2. Sup2 er jo også annonceret EoX, så måske er Rockies den sidste Sup2-release. Kunderne kører jo også i praksis 12.1 E på Sup2, så det er nok ikke det store problem.

Apropos 6500-software, så siges det nu, at der kun kommer to minor CatOS releases mere (8.6 + 8.7, formentlig). Den nuværende MSFC-IOS (også Rockies 3, SXF) skulle også blive sidste Hybrid release.

-A

19 June 2006

Catalyst 3750 Integrated Wireless LAN Controller

Cisco har annonceret en ny udgave af Catalyst 3750G med en indbygget Airespace Wireless LAN Controller til 25 og 50 access points, kaldet Catalyst 3750 Integrated Wireless LAN Controller, WS-C3750G-24WS.

Basalt set er det en Catalyst 3750G-24PS switch (24 stk 10/100/1000-porte med PoE) og en 4402 Wireless LAN Controller bygget sammen i en enkelt box på 1,5 rack units.

Ligesom 4402 findes den nye box i flere udgaver -- én der supporterer 25 access points og en til 50 -- og ligesom 4402 kan man bruge flere WLC'er sammen og dermed få support for flere access points eller N:1 redundans. I alt kan man komme op på 200 access points i en stack.

Ja, ligesom en normal 3750G kan den nye box stackes med andre 3750'ere, og ligesom andre 3750'ere skal man vælge mellem en IP Base (tidligere SMI), IP Services (EMI) og Advanced IP Services feature-licens. Normalt har en 3750G fire SFP-porte til uplinks, men denne har kun to. De sidste to porte bruges internt til linket til WLC'en. Softwaren er pt. IOS 12.2(25)FZ, der er trukket fra 12.2(25)SEE.

Prisen kan synes høj, men man skal jo sammenligne med alternativet med at købe en switch plus en WLC. I forhold til det, er den nye box faktisk billigere plus den kan stackes med andre 3750'ere. Spørgsmålet er så selvfølgelig, om man ville have valgt 10/100/1000 og 3750G in the first place. Man kan selvfølgelig lave det lidt billigere med 3560 (non-G).

Om ikke andet, er den da ultra-fed til demo-formål: Man kan tage sådan en og 2-3 access points med ud til en kunde, og så har man 'LAN + WLAN in A Box'.

3750G iWLC er i prislisten nu.

-A

17 June 2006

Catalyst Blade Switch 3020 for HP

Cisco har annonceret en ny Catalyst Blade Switch 3020 til HPs nye c-Class blade system. Switchen er meget lig de switche, der allerede kan fås til HPs p-Class blade system (CGESM), IBMs Blade Center (IGESM) og Dells PowerEdge 1855 (BS3030).

Man får kort sagt en 24-ports Catalyst 2960G til at sætte ind i et blade-chassis, og man får altså mulighed for konsistent management af alle sine switche, også dem inde i blade-chassis'erne. Feature set'et er også som man forventer af en Catalyst-switch. Switchen har 16 porte vendt (internt) mod serverne og 8 eksterne porte til uplinks.

Prisen er nogenlunde svarende til andre 24-ports GE-switche fra Cisco, men den skal købes af HPs forhandlere. (Det opfattes som 'et serverprodukt'). Service kan derimod også købes af Cisco-partnere. (Så lidt er det åbenbart 'et netværksprodukt').

-A

09 June 2006

Fantastisk vejr

Jeg var nede at flyve i mandags, og det var en af de mest fantastiske svæveflyveoplevelser, jeg har fået i meget lang tid.

Om søndagen havde vejret været rigtig godt, og Poul Kim havde skrevet en opgave ud, der passede helt perfekt til vejret, så der blev gået til stålet og fløjet med rigtig flotte hastigheder. Jeg havde ikke selv lejlighed til at flyve, bl.a. fordi jeg afholdt elevmøde sammen med Søren. Sur røv.

Men om mandagen så vejret ud til at blive næsten lige så godt. Der var godt nok nogle forbehold i DMIs svæveflyveudsigt om, at der kunne komme banker af AC (mellemhøje skyer) og på temp'en kunne der måske ses en tendens til overudvikling. Det overordnede billede var dog flot, og der blev skrevet nogle optimistiske opgaver ud.

Det skulle vise sig, at vejret ikke rigtig ville som spået. Allerede før de første starter tårnede de første CB'er sig op mod syd med fin ambolt og det hele, og det så ud til, at vi skulle ud at flyve i regn og måske hagl. Der viste sig da også at være ret voldsom tendens til overudvikling resten af dagen.

Første vendepunkt var nok lagt lidt langt til syd, så der stod store byger på vejen derned eller lige over punktet. Jeg kunne også høre, at mange måtte bide i græsset på vejen til eller fra første vendepunkt, så jeg besluttede mig for at gå lidt i 'holding' i forventning til at vejret ville stabilisere sig lidt i løbet af dagen.

I ventetiden fløj jeg rundt i den nordlige del af Vestsjælland, hvor vejret var mere stabilt, og der var rigtig god termik nogle steder. Samtidig var skybasen atypisk varierende, så man kunne stige under én sky, og flyve rundt på siden af en anden, der havde lavere base. Der var tendens til skygader med denne varierende base, og det betød, at man kunne ræse rundt om, under og mellem skyerne.

På et tidspunkt konstaterede jeg lidt nord for Åmosen, at vinden sprang omkring 90 grader fra næsten stik vest til næsten stik nord. Om det var fremkaldt af vindspringet ved jeg ikke, men der stod også en svag bølge, der gjorde at man kunne komme op over skybase til (på det tidspunkt) ca. 1200 m. Det er meget sjældent, at man oplever den slags bølger i Danmark, og det er en helt speciel oplevelse.

Lidt senere dannedes en ret markant skygade, som jeg også havde lejlighed til at prøve af. Termikken var ekstremt kraftig, og jeg lå bl.a. på et tidspunkt og fløj ca. 200 km/t med variometrene helt i bund og blev suget op mod basen. Jeg måtte faktisk dreje af, ud af gaden, for at holde mig fri af skyerne. Det er noget af det vildeste termik jeg har oplevet, kun overgået af en tur i en Pegase under en CB ved Slagelse for snart mange år siden. Troels havde et meget rammende udtryk for det: "Det var næsten som om, skyen hev flyet op i halen".

Troels landede i øvrigt nede mellem Slagelse og Skelskør, og da vejret ikke så ud til at blive til at flyve den udskrevne opgave, besluttede jeg mig for at lande og køre ned og hente ham. Jeg landede, skubbede KW ind til siden og tøjrede den, 'stjal' Poul Kims Xantia og kørte ned og hentede ham. På vejen hjem var det meget svært at køre uden om Mc D, som vi kom lige forbi. Så ku' vi sidde der i solen med en kold pilsner, jeg havde medbragt, og nyde 'the cornerstone of any nutritious meal', som Troels siger.

Det blev til en tur på godt og vel tre timer, og som sagt en af de mest fantastiske oplevelser i lang tid. Det er den slags dage, man mindes om, hvorfor svæveflyvning er det bedste man kan lave med tøjet på.

-A