14 December 2006

Cisco 7600 - ES20

Hvis man synes, at 6500/7600 LAN-modulerne (WS-X65xx, WS-X67xx) kan for lidt og at SIP/SPA-modulerne er for dyre og/eller giver for lav densitet, så vil man måske finde de nye ES20 (Ethernet Services, 20G) moduler interessante.

Der er tale om to forskellige moduler, nemlig et med 20 stk GE-porte med SFP'er (kodenavn "Loki") og et med 2 stk 10G-porte med XFP'er (kodenavn "Baldur").

10G-kortet har altså endnu en ny 10G pluggable, kaldet en XFP. En XFP ligner en forvokset SFP, men er meget mindre end XENPAK og X2. Størrelsen bliver på sigt en fordel, og eneste ulempe er, så vidt jeg kan se, at man ikke kan køre 10G på multimode (LX4) på XFP'er. Hvor mange service providers vil så være kede af det? Det er nok tæt på 0%.

Nogle af de ting, man får ekstra med ES20, er fx bedre QoS (hierarkisk QoS og meget dybere buffers) og features omkring VPLS og EoMPLS og mapping af L2 ind i disse tjenester. Modulerne er desuden født med DFC (distribueret forwarding for bedre performance), og som for RSP720 er det DFC3C eller DFC3CXL.

Prisforskellen mellem DFC3C og DFC3CXL er ... øh ... lad os bare sige "væsentlig" og handler måske mest om, at man ikke vil spise (for meget) marked fra SIP/SPA, men formentlig også noget positionering ift. konkurrenterne.

7600-ES20-GE3C (Loki) 20xGE DFC3C 40 k$
7600-ES20-GE3CXL 20xGE DFC3CXL 60 k$
7600-ES20-10G3C (Baldur) 2x10G DFC3C 50 k$
7600-ES20-10G3CXL 2x10G DFC3CXL 80 k$

Desuden bliver der en licensmæssig overbygning på prisforskellen, sådan at der er ting, som man vil komme til at betale (meget) extra for at få lov bruge modulet til. Præcist hvilke features og hvor meget man skal bløde er i skrivende stund uklart. Der er dog en del marketing, positionering og product management i det, så forvent det værste.

Modulerne er kun supporteret i 7600-chassis'er... Hvis man har 6500, er det (pt.) bare ærgerligt. Og det er ellers moduler, som det kunne give ret god mening at supportere i 6500, fx som WAN edge. Æv.

-A

PS: Kort sagt: Nye chassis'er, ny switch-processor, nye moduler. Det er da rimelig major... Og så er de hvide og med det nye logo... OK, det er ikke så major.

PPS: Når disse kort hedder ES20, kunne man nok godt gætte på, at der også kommer nogle ES40. Det er jo 40G til backplane fra hvert slot. Men hold ikke vejret og begynd bare allerede nu at spare sammen til dem.

Cisco 7600 - RSP720

Næste 7600-annoncering er en ny supervisor (RSP720), der altså ikke længere hedder supervisor men i stedet route switch processor eller RSP, som på de gamle, store 7500-routere. Regn trygt med, at der er signalværdi i det.

Der er tale om en (trods alt) mindre opdatering af Sup720, så rå hardware forwarding-performance er de kendte 360 Gbps og 30 Mpps. Ændringerne ift. Sup720 er primært en ny RP CPU og et nyt PFC

Den meget hurtigere CPU gør, at boxen bedre vil håndtere de ting, der ikke kan ske i hardware. Det skulle give nogle velkomne forbedringer ift. rekalkulering af store BGP-tabeller, håndtering af mange peers etc. Desuden kan der fyldes meget mere RAM i.

Det nye PFC3C og PFC3CXL har nogle forbedringer ift. TCAM-ressourcer, såsom antal MAC-adresser der kan læres, antal access-liste-entries etc. Det er dog i småtings-afdelingen ved FCS, og jeg er overbevist om, der kommer mere til senere. PFC3C er i øvrigt også kendt fra ME-6524, ligesom den vil være at finde i den kommende Sup720-10G til Enterprise-brugerne. Forskellen på XL og non-XL er som på PFC3B primært route-tabellens størrelse.

Priserne for RSP720 er de samme som for Sup720 (28 k$ og 40 k$ afhængig af PFC), og der plejer jo at være en del signalværdi i, når der kommer et bedre produkt til samme pris. Hvis man har 7600 og er på vej med SR train, skulle der ikke være de store grunde til at køre videre med Sup720 i nye projekter.

Den største hage ved RSP720 er, at den kun vil virke i en 7600. Den er ikke og bliver ikke supporteret i et 6500-chassis. Der er en del service-providers, der i dag har 6500, men nok burde have haft 7600... og de skal så lige skifte chassis for at bruge den nye RSP. (Nej, der er ingen god teknisk grund til det. Det er ren marketing og handler om, hvilke BU'er, der får bonus for salget).

Desuden er det IMO jævnt skuffende, at de ikke kan fås med 2 stk 10G-porte i stedet for 2 stk 1G, men mon ikke Snart(TM) de får gjort noget ved det? Og så helt ærligt: Hvorfor er det ikke en RSP1440? Jo, højere densiteter af non-blocking 10G er nødvendige nogle steder.

RSP720 skulle shippe i Q1 sammen med Barracuda (12.2 SRB).

-A

Cisco 7600-S

Cisco har annonceret en række nye produkter på 7600-serien, der viser, at 7600 ikke længere skal være 'bare det samme' som Catalyst 6500...

Først og fremmest er der nye chassis'er, nemlig 7600-S, tidligere kendt under kodenavnet Infinity. De kommer i første omgang i en 6-slot og en 9-slot udgave, og opdateringerne ift. de 'gamle' 7606 og 7609 minder lidt om dem, der kom til 6500 med E-chassiserne, nemlig primært relateret til strøm og køling.

Der er også nogle forbedringer ift. supervisor-failover, der kan laves hurtigere på de nye chassis'er, og der vil givet komme ting i fremtiden, de kun kan lave på S-chassis'erne. Et relativt safe bet er fx, at 100G kun vil blive understøttet på de nye chassis'er.

Som det fremgår af billederne har en 7606-S ikke PSU'erne foran, som en 6506 har det, og derfor er den kun 7 RU høj, og kan ikke dele PSU'er med 7609. Sådan har det dog 'altid' været på 7606. Det er ikke nyt for 7606-S.

Priserne skulle blive de samme som non-S, og så er der måske ikke så meget grund til at købe de gamle. Et issue kunne være, at 7609-S ikke supporterer 3000W PSU'er. Det er pt. kun 4000W og 6000W. Og så er der hele historien med software...

S-chassis'erne bliver supporteret i den software, der kaldes Barracuda (12.2 SRB). De vil ret sikkert ikke blive supporteret i 12.2 SX train, så de er et af de første tegn på, at det ikke er ligegyldigt, om man vælger 6500 eller 7600. Og man kan altså løbe ind i, at man har moduler, der kun virker med 12.2 SX og et chassis, der kun virker med 12.2 SR. Æv.

Jeg har også set en 3-slot (7603-S) på slides, men den er der ingen data på endnu, og for 4-slot er 7604 in all practical sense en 7604-S, og skulle altså kunne få de samme features. Den hedder det dog ikke, og kommer tilsyneladende heller ikke til det.

Chassis'erne skulle shippe i starten af året. Nogle steder siger de "Q1", andre "1H"... Man kan håbe, Q1 er for 7606-S og 7609-S og 1H er for 7603-S.

-A

06 December 2006

I want my IPTV

Jeg arbejder i øjeblikket på et jævnt stort projekt med multicast i et service provider-miljø.

Det er ikke den helt store hemmelighed, at Viasat, Dansk Bredbånd og et antal af de nye bredbåndsselskaber har lavet en aftale om, at Dansk Bredbånd skal levere Viasats kanaler til de andre selskaber. Det er heller ikke den helt store hemmelighed, at Dansk Bredbånd er en af Conscias kunder.

Well, den slags IPTV-distribution laver man selvfølgelig med multicast. Når man har 450+ Mbps IPTV, er det ret kløgtigt, at man ikke skal sende det X gange gennem sit netværk for at få det ud til X modtagere. (Der er nogle andre multicast-setup, især i den financielle sektor, hvor fidusen ved at bruge multicast er til at overse).

Dansk Bredbånd kører SSM (Source-Specific Multicast), hvilket er med til at gøre setup'et i forhold til de andre selskaber dejligt simpelt: Der er ikke noget bøvl med at styre, hvor RP'et er, og altså ikke noget behov for fx MSDP. Vi kunne bare slå PIM til i POI (point of interconnect), og så lade det være det. Vi har dog valgt at optimere lidt på distributionen (især zappetider) ved at mappe alle multicast-grupper op statisk i POI, sådan at man ikke er afhængig af at en PIM join skal traversere hele nettet (og flere net) for at få kanalen på set-top-boxen ude ved slut-kunden.

Ulempen ved SSM selvfølgelig, at der er langt mellem multicast-klienter, der kan køre IGMPv3. Det har Cisco dog også en ret smart løsning på, nemlig SSM maps, hvor idéen er, at man fortæller netværksudstyret, at når det ser en join (eller rettelig 'membership report') på en given gruppe, så gælder den for en bestemt source. Det betyder, at udstyret kan sende en S,G join med det samme, og man slipper for det med RP'er. SSM maps kan enten konfigureres statisk i udstyret eller laves i DNS. Cool.

Teknologisk er det et interessant projekt, men også på andre områder, kan jeg lære noget: Jeg fortalte om projektet til et teknikmøde i firmaet, og undrede mig i den forbindelse over, at der var så meget 'fuzz' om TV3. Jeg ser ikke meget tv selv, og når jeg gør, er det da ikke TV3! Falle kommenterede venligt, at det vist nok havde noget med det der fodbold at gøre, og at TV3 vist nok har en del af den slags. Nåh, derfor.

-A

26 September 2006

Catalyst 6500 - 6708 (8-port 10G)

Nu har Cisco (endelig) annonceret 8-port 10G-modulet WS-X6708-10GE til Catalyst 6500.

I forhold til 4-port modulet, skal man især være opmærksom på følgende:

  • 6708 er 2:1 over-subscribed. (8x10G til 40G backplane). I praksis betyder det for langt de fleste ikke noget, da de færreste i dag har otte 10G-porte, der kører wire rate samtidig. Hvis man er bekymret, kan man lade være med at bruge mere end 4 porte.
  • 6708 har meget dybere buffere end 6704. Det opvejer i nogen grad, at modulet er over-subscribed. 
  • 6708 kan også køre SRR (shaped round robin), og shaping er længe efterspurgt på C6K LAN-moduler. Godt nok er det ikke så avanceret shaping, som man kunne have ønsket sig, og godt nok konfigureres det ikke med MQC, men det er jo også et LAN-kort.
  • 6708 er født med distribueret forwarding (DFC), hvilket man skal købe ekstra til 6704. 8x10G er så meget performance, at det ikke giver mening kun at bruge forwarding via supervisoren. Desuden hjælper DFC'et også (for nogle forwarding-mønstre) på modulets over-subscription.
  • 6708 har et DFC3C (eller DFC3CXL). Det er et nyere modul end de tidligere 3A og 3B, som man kunne bruge til 6704, men indtil der kommer en supervisor med PFC3C, får man ikke ekstra funktionalitet ud af det.
  • 6708 bruger X2, hvor 6704 bruger Xenpak, og det er endnu ikke alle typer Xenpaks, der også kan fås som X2. Derudover bruger 6708 en særlig version "-02" af X2'erne, så de 'gamle' virker ikke. (Suk). Bare de dog kunne se at komme videre fra den der multimode legacy og skifte til XFP.
  • 6708 er ikke supporteret i 12.2 SR, der er service-provider softwaren til 6500/7600. Det bliver det desværre nok heller ikke.

Prisen er rigtig fornuftig. Et 6708 bliver lidt billigere end 2x6704, selvom sidstnævnte er uden DFC'er, og man sparer jo samtidig et slot.

-A

20 September 2006

Morning Glory

Jeg husker engang, hvor jeg startede sent på eftermiddagen fra Slaglille. Der stod en enkelt ensom skygade, der midt på Sjælland ca. fra Borup ud mod Korsør, og li'som kaldte på een. Der var godt nok lidt langt ned til den, så den *skulle* give... men den så jo fin ud.

Så altså...

En spilstart, 90 gr. drej mod syd, bedste glid, og vent. Og vent. "Uha, den skal altså godt nok give". Vent. [beep]... Stilhed... [beep beep]. Højredrej op mod vinden og ud under gaden. Stilhed. "Uuuuuuhhhhhhhh, kooom nuuu!" [beep beep]. "Ja?" [beep beep beep]. "Ja?!" [beep beep beep beep]. "Yes!"

Ja, så gav den sgu en smule, og jeg fik fat. Særlig kraftigt var det jo godt nok ikke, men der var da nok til, at man kunne lulle afsted mod vinden og stige stille og roligt.

Gaden så dog rigtig fin ud, så den der halve meter kunne ikke rigtig passe. Ud til sydsiden. [baaaahhh] Uhada, så mod nord da? [beep beep beep] Nå, der er altså kun den halve meter?

Ja, det var der.

Til gengæld blev den ved med at give en ½ til 1 meter, da jeg kom op i nærheden af basen. Jeg trak lidt mere mod nord, og den blev ved med at give, så jeg steg stille og roligt op på siden af gaden... Og op over den. Jeg trak henover gaden og fløj nu i nul... Væg-til-væg-smilet var bredt ud i cockpit'et, og jeg kan ikke udelukke at jeg sad og lo for mig selv.

Pludselig trak Tom i RN op på min højre side og vi vinkede til hinanden. Jeg husker ikke, hvad jeg sagde på radioen, men det kan ikke udelukkes, at det har lydt som en der var høj på mere end termik. Efter hinanden gled vi ud mod Slagelse, over gaden, i nul, og der blev sparet rabatmærker op til at opveje mange uger med regn til Arnborg Åben.


Morning Glory? Bah, man kan opleve Afternoon Glory på Slaglille, så hvad skal man derom på den anden side af jorden efter?

-A


PS: Da jeg et års tid senere forsøgte det samme med Troels i PL, landede vi mindre end 5 km fra Slaglille. Oh well, can't win them all.

16 September 2006

Cisco ANS = WAAS + AON + DCAS

Cisco har for noget tid siden annonceret en væsentlig opgradering til sit WAN-optimeringsudstyr. Den nye teknologi kaldes WAAS (Wide Area Application Services), og er groft sagt en sammenbygning WAFS og ACNS.

  • WAFS (Wide Area File Services) er den teknologi, de fik med opkøbet af Actona i 2004, dvs. accelerering af fil- og print-services. WAFS var ikke den helt store succes, bl.a. fordi det ikke var transparent for brugerne.
  • ACNS (Application and Content Networking System) giver caching, streaming, software distribution etc. Oprindelig kom caching-teknologien fra købet af NTI helt tilbage i 1995 og content distribution fra købet af Tazznet i 1999. De ting voksede altså sammen til ACNS.
  • Dertil er kommet diverse andre optimeringsteknologier som komprimering, TCP-optimering, DRE (Data Redundancy Elimination) etc.

WAAS er en del af Ciscos ANS-initiativ (Application Networking Services), der også inkluderer AON (Application-Oriented Networking, dvs. XML- og web-services) og DCAS (Data Center Application Services), hvor man finder content switching og content-optimeringsudstyr, herunder CSS 11500 (ArrowPoint, 2000), Catalyst 6500 CSM (Content Switching Module, oprindelig Local Director-teknologi, også fra NTI, 1995), Catalyst 6500 ACE (Application Control Engine, en videreudvikling af CSM), AVS (Application Velocity System, fra FineGround, 2005) etc.

WAAS kører på WAE (Wide-Area Application Engines) appliances, der tidligere hed CEs (cache engines, senere content engines) og content engine-modulerne (NM-CE) til ISR-routerne.

En del af forklaringen bag alle de ovenstående forkortelser og 'paraply-betegnelser' handler selvfølgelig om, at Cisco har købt en masse firmaer, teknologier og produkter, der alle gør et-eller-andet for applikationsoptimering, og at alle de stumper ikke nødvendigvis altid passer særlig fremragende sammen fra starten. Således er sammenbygningen af WAFS og ACNS også stadig lige fremtidsmusik... Men i næste version...

Men det korte af det lange er, at Cisco med WAAS-annonceringen nu faktisk ser ud til at have et noget mere realistisk alternativ til Riverbeds fine WAN-optimeringsboxe. Det bør altså være interessant for firmaer, der har afdelinger langt væk (høj latency) eller for enden af langsomme forbindelser, og som konsoliderer servere centralt. Det skal blive interessant at se det i praksis.

-A

09 September 2006

Harry

Jeg mindes svagt engang for længe, længe siden, hvor DSBs Harry-rekvalmer var en lille smule overraskende og endda lidt underholdende. Man kunne finde på at trække en lille smule på smilebåndet over dem. Det var dengang. Nu er det godt og grundigt tid til at holde op med at tæske løs på den døde hest!

Det er uklædeligt at se DSB forhåne og latterliggøre bilister i den evindelige række af rekvalmer for det, der helt objektivt set er et lorte-produkt, nemlig den (mangel på og forsinkede) transport, DSB kan tilbyde deres kunder.

Det åbenbart fuldstændig idéforladte rekvalme-bureau tæver bare løs på den gamle traver, mens DSB ude i den virkelige verden dag efter dag udstiller sin egen inkompetence og forhåner og latterliggør de kunder, det faktisk er lykkedes at lokke til. (Eller måske rettere: Endnu ikke er lykkedes at skræmme væk).

Hvad der gør det endnu mere barokt er, at det eneste, der i al sin tåbelighed fremstår bare en lille smule sympatisk i de rekvalmer, det er den karaktér, DSB gør grin med. Man får helt ondt af lille, tåbelige Harry og sympatiserer med ham, fordi han hver dag slider sig afsted i en gammel skodbil i et trafikhelvede. Og hvorfor gør han og man det? Det er faktisk meget simpelt: Det er fordi alle ved, alternativet (DSB) er meget værre!

Så altså: Stop det! Enough already.

-A

02 August 2006

Den sidste radio

Som det fremgår af sidebar'en her til højre, har jeg opdaget Last.fm[1].

Og hvad er så "Den sidste radio"? Jo, det skal forstås sådan, at man lærer den, hvad man godt kan lide af musik, og så spiller den mere i samme stil eller andet, som den tror, man vil kunne lide. Der er en lille klient, som man skal installere på pc'en.

Det er der i sig selv ikke noget voldsomt interessant i. Den underliggende maskine er ikke nær så interessant som fx den hos Pandora. Last.fm rammer i hvert fald ikke 'lige så bredt, men stadig rigtigt' som Pandora[2].

Næh, det der er interessant ved Last.fm er, at den logger hvilke numre man spiller i sin normale player[4]. Den information bruger den så til at lave hitlister, airplay charts etc, og den har en extra dimension i en 'community'-funktionalitet, hvor den finder andre personer, der lytter til noget tilsvarende. Det kan man bl.a. bruge til at udforske andet, ukendt musik.

Jeg har brugt Last.fm et par måneder nu, og har på den måde fundet flere interessante ting, som jeg havde overset indtil nu, fx Bic Runga, og Zöe Keating for nu at nævne et par meget forskellige ting. Jeg har også brugt Last.fm til at tage en dykker ned i gamle ting, som fx Creatures, This Mortal Coil, og Waterboys.

Nå ja, og så er det bare sjovt med lidt historik over, hvad man hører, også selvom den kun tæller det, man hører på pc'en. Så skal vi bare have den til at virke med MP3-afspilleren i bilen også.

Happy scrobbling.

-A

[1] Ja, ja. Jeg er åbenbart lidt langsom
[2] Pandora kræver til gengæld, at man er amerikaner, så det er jeg nogle gange, men det er jo lidt bøvlet[3].
[3] Jeg har derfor foreslået DR at lave en netradio baseret på Pandora.
[4] Jeg bruger (stadig) Winamp[5]
[5] Ja, det er måske nok lidt alt modish, men den virker bare godt ift. mit musik-arkiv.

11 July 2006

ASA 5505 og 5550

Cisco har annonceret to nye ASA-boxe, nemlig 5505 og 5550.

ASA 5505 skal (i hvert fald i størrelse) sammenlignes med PIX-501 og 506. Det er dog kun den fysiske størrelse, der er dernede, for performance er faktisk op til 150 Mbps firewalling og 100 Mbps VPN! Fysisk er der en yderside-port og en 8-ports 10/100 Mbps switch. To af portene understøtter faktisk PoE. Logisk kan switchen deles op i tre VLAN (fx kontor, VoIP og hjemmenet).

5505 er jo en kraftig lille box, og begrænsningerne er primært i software, hvor den er begrænset mht. antal sessioner (10.000) og IPSec eller SSL VPN peers (10 eller 25 afhængig af licenser). Desuden er der ingen SSM-slot med plads til AIP (IDS) eller CSC (Anti-X), hvorimod de har fundet plads til noget de kalder et SSC-slot. Hvad det skal bruges til er pt. uklart. Anvendelse er 'future'.

Nå ja... Og så er den lydløs.

Hvis prisen er rigtig (ca. det samme som PIX-501 og 506, og det lyder til at blive tilfældet), burde ASA 5505 blive et hit på små- og hjemmekontorer. Jeg kunne i hvert fald godt bruge en til min kommende Nesa Fibernet-forbindelse.

ASA 5550 er i den anden ende af performance-skalaen med 8 gigabit-porte, 1,2 Gbps firewalling og 425 Mbps VPN. Hvis det lyder som specs til at sende PIX-535 på alderdomshjemmet, så er det nok ikke helt tilfældigt.

Antallet af sessioner er her 650.000, mens antal VPN peers er op til 5.000, igen afhængig af licenser. Der understøttes også op til 50 virtuelle firewalls. I den jævnt skuffende ende, er der desværre heller ikke her SSM-slot. (Pladsen bliver brugt til de ekstra gigabit-interfaces, og de har åbenbart villet holde det i 1 RU).

Der er en lille spidsfindighed i, at der er 12 fysiske gigabit-porte, men det er kun 8 af dem, der kan være aktive samtidig. De 'fire' af dem er med 1000base-T (kobber) og 1000base-X (SFP'er). Pas på med det.

Prisen ser ud til at blive rigtig (ca. som PIX-535), men det er selvfølgelig i den ende af skalaen, hvor man nok ikke sælger truckloads af dem, men det er fx kun ca. 60% af et C6K firewall-modul og det med et meget bedre feature set...

Cool her i sommervarmen, huh?

-A

02 July 2006

Så engle græder

Det er sjovt, som man nogle gange fuldstændig kan glemme gode ting. Jeg hører meget musik, og meget forskellig musik, og nogle gange glemmer jeg desværre, at der faktisk står en masse rigtig god musik i reolen.

Forleden faldt jeg således på Google Video over Cocteau Twins-videoen Evangeline, og selvom Four-Calendar Café er en af deres lidt mindre fantastiske albums (De har ikke lavet nogle dårlige), gav det alligevel inspiration til at genopfriske produktionen.

Cocteau Twins er (med god ret) primært kendt for Liz Fraser, der virkelig er speciel. Hun laver nogle temmelig besynderlige, oftest helt uforståelige, men alligevel fantastisk rørende tekster. Og så synger hun helt fantastisk.

Jeg havde engang en kæreste, der sagde noget i stil med: 'Hun lyder som en engel hende der', men jeg jeg må sige, jeg ikke kunne være mere uenig...

Det er englene, der synger som Elizabeth Davidson Fraser, ikke omvendt. Englene har sangtræning til Carolyn's Fingers, For Phoebe Still a Baby og resten af Blue Bell Knoll! De efterligner Liz og græder sig i søvn over, at de ikke når hende til sokkeholderne!

Nu ved jeg, hvilke plader, jeg skal have liggende i bilen den næste uges tid.

-A

21 June 2006

Cisco 7600 - IOS 12.2 SR

Og så kom Cascades i form af 12.2(33)SRA, med en masse nye SP-features indenfor MPLS, BGP, CNS, IPSec, IPv6 etc. Det ser ud som om, den er et mix af 12.2(33)S og 12.2(18)SXF.

Hardware-support står i release notes som "Cisco 7600", men de siger dog, at man kan køre releasen på Catalyst 6500, hvis blot man sikrer sig, at udstyret er nævnt i supported hardware-listen. Notably absent i den liste er fx Sup720 (PFC3A), nogle OSM'er og nogle service-moduler som fx ACE, CSM, CMM og WebVPN.

Release notes henviser et par steder til Feature Navigator, men den ser ikke ud til at være opdateret med 12.2 SR endnu. Bummer.
Release Notes: http://tinyurl.com/mpxjf
Guide to Supported Hardware: http://tinyurl.com/qvk8s

-A

Catalyst 6500 / Cisco 7600 IOS

Den nuværende 6500/7600-software (12.2(18)SXF, kaldet Rockies 3) er som bekendt kommet i en opdateret version (Rockies 3.1), hvor Modular IOS blev introduceret. Dermed fik vi IOS på en mikrokerne (A.K.A. "ION" = IOS On Neutrino), processer der kan genstartes og patches etc.

Derefter var det meningen, at der skulle komme en Rockies 4 (SXG), hvor der bl.a. skulle komme bedre LAN/wiring closet feature-paritet med CatOS, herunder bedre 802.1x feature set, NAC etc. Den release blev droppet.

12.2 SX var jo oprindelig resultatet af, at man lagde service provider-releasen 12.0 S sammen med enterprise-releasen 12.1 E med den begrundelse, at C6K både skulle bruges af service providers og enterprises, og så burde det også være samme software.

Der har dog gennem lang tid været utilfredshed med, at enterprise- og SP-features var samlet i samme release train, fordi det betød, at ingen af grupperne fik features i den hastighed, de ønskede dem. Derfor splittes 12.2 SX nu igen op i et SP- og et enterprise-train.

De kommende 6500/7600-releases efter Rockies 3 bliver dermed:
- Service provider: Cascades -> Barracuda -> Cobra
- Enterprise: Whitney -> Half Dome

Der bliver ingen sammenhæng mellem de to release trains, så man må i fremtiden regne med, at der kommer features og hardware (moduler) til det ene train, som ikke er supporteret i det andet train.

Der har været lidt banken på vandrørerne om, at det på sigt kunne blive sådan, at SP-releasen kun kan køre på 7600 og E-releasen kun på 6500, og hvis Cisco gerne vil gøre deres kunder stik-tossede, så skal de da bare gå ad den vej. Nu får vi se.

Der er ingen planer om Cascades på Sup2, og det er tilsyneladende ikke engang sikkert, om Whitney kommer til Sup2. Sup2 er jo også annonceret EoX, så måske er Rockies den sidste Sup2-release. Kunderne kører jo også i praksis 12.1 E på Sup2, så det er nok ikke det store problem.

Apropos 6500-software, så siges det nu, at der kun kommer to minor CatOS releases mere (8.6 + 8.7, formentlig). Den nuværende MSFC-IOS (også Rockies 3, SXF) skulle også blive sidste Hybrid release.

-A

19 June 2006

Catalyst 3750 Integrated Wireless LAN Controller

Cisco har annonceret en ny udgave af Catalyst 3750G med en indbygget Airespace Wireless LAN Controller til 25 og 50 access points, kaldet Catalyst 3750 Integrated Wireless LAN Controller, WS-C3750G-24WS.

Basalt set er det en Catalyst 3750G-24PS switch (24 stk 10/100/1000-porte med PoE) og en 4402 Wireless LAN Controller bygget sammen i en enkelt box på 1,5 rack units.

Ligesom 4402 findes den nye box i flere udgaver -- én der supporterer 25 access points og en til 50 -- og ligesom 4402 kan man bruge flere WLC'er sammen og dermed få support for flere access points eller N:1 redundans. I alt kan man komme op på 200 access points i en stack.

Ja, ligesom en normal 3750G kan den nye box stackes med andre 3750'ere, og ligesom andre 3750'ere skal man vælge mellem en IP Base (tidligere SMI), IP Services (EMI) og Advanced IP Services feature-licens. Normalt har en 3750G fire SFP-porte til uplinks, men denne har kun to. De sidste to porte bruges internt til linket til WLC'en. Softwaren er pt. IOS 12.2(25)FZ, der er trukket fra 12.2(25)SEE.

Prisen kan synes høj, men man skal jo sammenligne med alternativet med at købe en switch plus en WLC. I forhold til det, er den nye box faktisk billigere plus den kan stackes med andre 3750'ere. Spørgsmålet er så selvfølgelig, om man ville have valgt 10/100/1000 og 3750G in the first place. Man kan selvfølgelig lave det lidt billigere med 3560 (non-G).

Om ikke andet, er den da ultra-fed til demo-formål: Man kan tage sådan en og 2-3 access points med ud til en kunde, og så har man 'LAN + WLAN in A Box'.

3750G iWLC er i prislisten nu.

-A

17 June 2006

Catalyst Blade Switch 3020 for HP

Cisco har annonceret en ny Catalyst Blade Switch 3020 til HPs nye c-Class blade system. Switchen er meget lig de switche, der allerede kan fås til HPs p-Class blade system (CGESM), IBMs Blade Center (IGESM) og Dells PowerEdge 1855 (BS3030).

Man får kort sagt en 24-ports Catalyst 2960G til at sætte ind i et blade-chassis, og man får altså mulighed for konsistent management af alle sine switche, også dem inde i blade-chassis'erne. Feature set'et er også som man forventer af en Catalyst-switch. Switchen har 16 porte vendt (internt) mod serverne og 8 eksterne porte til uplinks.

Prisen er nogenlunde svarende til andre 24-ports GE-switche fra Cisco, men den skal købes af HPs forhandlere. (Det opfattes som 'et serverprodukt'). Service kan derimod også købes af Cisco-partnere. (Så lidt er det åbenbart 'et netværksprodukt').

-A

09 June 2006

Fantastisk vejr

Jeg var nede at flyve i mandags, og det var en af de mest fantastiske svæveflyveoplevelser, jeg har fået i meget lang tid.

Om søndagen havde vejret været rigtig godt, og Poul Kim havde skrevet en opgave ud, der passede helt perfekt til vejret, så der blev gået til stålet og fløjet med rigtig flotte hastigheder. Jeg havde ikke selv lejlighed til at flyve, bl.a. fordi jeg afholdt elevmøde sammen med Søren. Sur røv.

Men om mandagen så vejret ud til at blive næsten lige så godt. Der var godt nok nogle forbehold i DMIs svæveflyveudsigt om, at der kunne komme banker af AC (mellemhøje skyer) og på temp'en kunne der måske ses en tendens til overudvikling. Det overordnede billede var dog flot, og der blev skrevet nogle optimistiske opgaver ud.

Det skulle vise sig, at vejret ikke rigtig ville som spået. Allerede før de første starter tårnede de første CB'er sig op mod syd med fin ambolt og det hele, og det så ud til, at vi skulle ud at flyve i regn og måske hagl. Der viste sig da også at være ret voldsom tendens til overudvikling resten af dagen.

Første vendepunkt var nok lagt lidt langt til syd, så der stod store byger på vejen derned eller lige over punktet. Jeg kunne også høre, at mange måtte bide i græsset på vejen til eller fra første vendepunkt, så jeg besluttede mig for at gå lidt i 'holding' i forventning til at vejret ville stabilisere sig lidt i løbet af dagen.

I ventetiden fløj jeg rundt i den nordlige del af Vestsjælland, hvor vejret var mere stabilt, og der var rigtig god termik nogle steder. Samtidig var skybasen atypisk varierende, så man kunne stige under én sky, og flyve rundt på siden af en anden, der havde lavere base. Der var tendens til skygader med denne varierende base, og det betød, at man kunne ræse rundt om, under og mellem skyerne.

På et tidspunkt konstaterede jeg lidt nord for Åmosen, at vinden sprang omkring 90 grader fra næsten stik vest til næsten stik nord. Om det var fremkaldt af vindspringet ved jeg ikke, men der stod også en svag bølge, der gjorde at man kunne komme op over skybase til (på det tidspunkt) ca. 1200 m. Det er meget sjældent, at man oplever den slags bølger i Danmark, og det er en helt speciel oplevelse.

Lidt senere dannedes en ret markant skygade, som jeg også havde lejlighed til at prøve af. Termikken var ekstremt kraftig, og jeg lå bl.a. på et tidspunkt og fløj ca. 200 km/t med variometrene helt i bund og blev suget op mod basen. Jeg måtte faktisk dreje af, ud af gaden, for at holde mig fri af skyerne. Det er noget af det vildeste termik jeg har oplevet, kun overgået af en tur i en Pegase under en CB ved Slagelse for snart mange år siden. Troels havde et meget rammende udtryk for det: "Det var næsten som om, skyen hev flyet op i halen".

Troels landede i øvrigt nede mellem Slagelse og Skelskør, og da vejret ikke så ud til at blive til at flyve den udskrevne opgave, besluttede jeg mig for at lande og køre ned og hente ham. Jeg landede, skubbede KW ind til siden og tøjrede den, 'stjal' Poul Kims Xantia og kørte ned og hentede ham. På vejen hjem var det meget svært at køre uden om Mc D, som vi kom lige forbi. Så ku' vi sidde der i solen med en kold pilsner, jeg havde medbragt, og nyde 'the cornerstone of any nutritious meal', som Troels siger.

Det blev til en tur på godt og vel tre timer, og som sagt en af de mest fantastiske oplevelser i lang tid. Det er den slags dage, man mindes om, hvorfor svæveflyvning er det bedste man kan lave med tøjet på.

-A

23 May 2006

Sladder i netværksbranchen

Netværksbranchen består af én stor flok kællinger. Vi elsker at sladre. I forbindelse med mit job-skifte har jeg hørt flere gode (og lidt mindre gode) rygter om grunden.

Den bedste teori var, at det med at skifte til Conscia kun var en skin-manøvre, og at det i virkeligheden handlede om, at jeg var blevet ansat af Cisco. Forhistorien skulle være det, at Søren skifter til service provider-teamet, Mikkel til enterprise-teamet, og at Ketil derfor mangler en SE i channel-teamet. (Den del er sand nok). Grunden til at jeg ikke skulle skifte direkte fra NetDesign til Cisco er naturligvis, at Cisco ikke sådan kan ansætte partnernes teknikere, og at de ikke ville gøre sig uvenner med deres ubetinget største partner. Det er en spændende og for mig lidt smigrende teori. Jeg synes dog, det er tæt på en ren fornærmelse, at tiltro mig sådan at spille dobbeltspil overfor Conscia, og det er også undervurdering af både NetDesign, Conscia og Cisco.

I den lidt mere kuriøse afdeling har jeg hørt, at jeg kun har skiftet til Conscia, fordi jeg får en bedre firmabil, eller at jeg skulle have fået en million i 'transfersum'. Det er bare for langt ude.

Men nu skrev jeg jo indledningsvis, at vi sladrer. Jeg skal ikke påstå, at jeg ikke gerne selv bærer lidt god sladder videre. Som regel handler det om, hvad der sker i de andre firmaer, og hos kunderne. Det er en lille branche, hvor mange kender hinanden og primært er det meste i virkeligheden bare venlig interessere for kunder, venner, bekendte og konkullegaer.

-A

09 May 2006

Mænd i rekvalmer

De fleste kan vel huske de der brød-rekvalmer med Niels Olsen, og der er en tilsvarende spis-mere-fisk rekvalme.

I dag så jeg så en rekvalme for ferie i Norge (tror jeg nok), hvor en mand iført fiske-udrustning 'fanger' en kæmpe fisk, som hans kone skal til at partere i køkkenet, og så står hun med himmelvendte øjne og betragter sin idiotiske mand.

Hvorfor bliver kvinder i reklamer fremstillet som sexsymboler og mænd som lallende idioter?

-A

08 May 2006

Jobbet

Jeg stoppede i NetDesign med udgangen af april måned efter at have været der 5½ år.

Tiden har været både spændende, udfordrende og lærerig. Jeg har været heldig at være med, fra NetDesign var den lille, frække spiller, der ind imellem kunne slå de store, til i dag at være fuldstændig dominerende i markedet. Jeg har arbejdet på kæmpe projekter hos de største firmaer. Og jeg har været privilegeret at få lov at arbejde sammen med de absolut dygtigste kollegaer i branchen.

Men NetDesign er også i den tid blevet et stort firma, og det er vel naivt at tro, en organisation kan gennemgå den udvikling uden at man mister noget af den oprindelige ånd. Man mister også nemt noget bevægelsesfrihed, når man er en del af et kæmpe foretagende som TDC. Og som altid ved store organisatoriske ændringer, bliver en del energi nemt vendt indad i stedet for ud til kunderne, hvor den hører til. (Jeg har set det samme, dengang DDI blev til Wang Global, Getronics, Merkantildata og Eterra).

Så nu blev det altså tid til at prøve noget andet og efter moden overvejelse blev det et lillebitte firma, Conscia. Det er også en Cisco-partner, så de laver groft sagt det samme som NetDesign, men det er qua størrelsen selvfølgelig typisk nogle mindre opgaver og/eller nogle mindre kunder.

Jeg holder fri hele maj, og har tænkt mig at bruge tiden på at akklimatisere ift. NetDesign og være lidt mere for familien, end der plejer at være plads til. Det var også min mening, at jeg skulle have brugt noget mere tid med mor, men sådan skulle det altså ikke være.

-A

07 May 2006

Og hva' nu med Peter?

Hvordan skal man dog forklare en lille dreng, at hans elskede farmor skal dø? Det er sgu ikke nemt. Og hvad i himlens navn skal man dog sige, når han spørger hvorfor?

Nu er jeg jo ikke troende, og en eksistensialistisk eller agnostisk forklaringsramme giver ingen nemme svar lige i situationen:

Peter: Hvorfor skal farmor dø?
Mig: Det kan jeg ikke forklare.
[lang pause]
Peter: Det er nok fordi, Gud mangler en engel.

Det hører med til historien, at Peter godt ved, jeg ikke tror på Gud. Det forstyrrer ham dog ikke i hans egen tro.


-A

03 May 2006

Min mor var samler

Alle der kendte min mor ved, at hun havde en sættekasse med sære ting i. Ting, der mindede hende om et eller andet bestemt. Det kunne være et plastic-armbånd fra en sygehusindlæggelse. Det kunne være en medalje fra dengang hun for 10. gang kørte Tøserunden på cykel, eller en fra dengang hun løb over Storebæltsbroen. Eller en lille porcelæns-harre, som jeg aldrig nåede at få historien om.

Det var det samme med billederne. Hun tog massevis af billeder selv og gemte gerne, hvad hun fik fra andre. Hun satte dem i mapper og rammer, ordnede dem. Og hun tog billeder på ferierne, ofte natur og bygninger. De kunne se sådan lidt mennesketomme og ensomme ud, billederne, men sjovt nok mindede de hende næsten altid om en tid eller et øjeblik med en person, som regel Finn.

Min mor samlede også på engle. Næsten ligegyldigt, hvor man sad i deres hus, kunne man få øje på en lille engel, der var hængt op eller stillet et sted. Vi talte af en eller anden grund aldrig om, hvorfor de betød noget for hende.

Hun samlede også sten. Oftest fandt hun dem på stranden, hvor de våde afslørede noget smukt, noget hun så i lige det øjeblik. Når de senere tørrede, var det selvfølgelig noget andet, men hun havde en evne med at pudse og polere dem, så det smukke, hun havde set, kom frem igen.

Og så samlede hun træ. Altså ikke brædder og den slags forarbejdet træ, men stubbe, grene, rødder og lignende, gerne noget, der havde ligget i vandet. Jeg tror, det var det skæve, vilde og utilpassede ved det, der tiltalte hende.

Eller det kunne være noget helt andet. Små, store, mærkelige eller fine ting. Ja, egentlig var det selvfølgelig ikke tingene, hun samlede på. Man finder vel ikke ret mange, der er mindre materialistiske, end hun var. Næh, hun samlede historier. Minder.

Det var, da hun begyndte at dele ud af sine minder og historier, at jeg vidste og sådan rigtig forstod, at hun skulle dø.

-A

06 March 2006

Catalyst 6500 - Supervisor 2 R.I.P.

Cisco har 01mar annonceret Supervisor 2 (og tilhørende stumper) End of Sale og End of Life.

Supervisor 720 har længe været et bedre køb, og der var da stort set heller ingen, der købte Sup2 længere. På den måde er det ikke så vigtig en annoncering. Der hvor det bliver mere interessant er, at uret jo nu 'tikker' i forhold til at kunne få ny software til supervisoren, mens der selvfølgelig er længe til Last Date of Support.

Der er tid nok, men kunderne bør i hvert fald begynde at planlægge, hvornår deres Sup2'er skal skiftes. Det vil nok være en idé at få det i budgettet for næste år.

-A