16 December 2010

Jeg vil ha' en KONE

I dag da jeg kom ud fra møde, var det et vældigt snevejr, og hvis det er noget, der er ufedt, når man humper rundt på krykker, så er det sne og is. 'Glat' får en helt ny og interessant betydning, når man skal bære hele sin vægt på måske 7 cm2.

Nå ja, og bilen var naturligvis fuldstændig dækket af sne, og hvor fedt er det lige at rydde sne af bilen, når man skal humpe rundt på ét ben, fordi man løber tør for hænder og er nødt til at lægge krykkerne fra sig? Godt gættet: Ikke særlig fedt.

Men så er det jo med den slags situationer, at de pludselig dukker op, hverdagens helte.

Ved siden af holdt en fyr i en varevogn, og han kiggede noget bekymret, da jeg stående på ét ben klamrede mig til tagbøjlen, mens jeg forsøgte at få nok sne af døren til at kunne åbne den, så jeg kunne få smidt krykkene og tasken ind. "Vent lige et øjeblik", siger manden så, og kommer med en kost og en sneskraber og rydder bilen, så jeg bare kan sætte mig ind. Så er hele dagen sgu da reddet.

Nå, men her til aften på vej op af trappen til min lejlighed på anden sal -- Den slags foregår i nogle mærkelig hop på én krykke og ét ben -- tænkte jeg som sædvanlig, at det i grunden ville have været helt fint, hvis der havde været en elevator i huset.

Og når jeg engang skal have en elevator, så skal det være en KONE, for det var der han kom fra, den rare mand.

-A

No comments: