13 September 2010

Jeg skal snart have ny bil 3 - Audi A1 1.6 TDI

Audi A1 ligner og føles rigtig meget som Audi. De kan altså bare det der med at lave en fin kabine, hvor man sidder godt, alting er på rette plads, og det føles som om, alt har en levetid på flere hundrede år. Stor er den ikke, og man skal helst være et mindre barn (uden barnestol) for at sidde på bagsædet, men der er trods alt bedre plads end i en Mini. Bagagerummet er ikke stort, men ift. Mini er det kæmpe.

På vejen er A1 en god oplevelse, hvor den opleves som noget mere dynamisk end Polo, som den vist ellers deler platform med. De er åbenbart ret fleksible de der VAG-platforme. A1 er dog ikke i nærheden af go kart-oplevelsen i Mini, men motoren er meget bedre, og det hjælper på totaloplevelsen. Som man kender det fra Audi, får man understyring, hvis man kører lidt frisk ud af svingene. Det burde selvfølgelig være det samme med alle de forhjulstrukne, men jeg tænkte ikke over det i Alfa'en og Mini'en. Måske er det den der varme, afslappede mavefornemmelse i Audi, der gør at man går lidt friskere til den, end man umiddelbart føler det?

A1 er selvfølgelig en klasse mindre end Giulietta, men den tilhører gruppen af biler med egen stil, der trods alt er til at betale. Den er umiddelbart billigere end Giulietta, men spørgsmålet er, om man ikke trods alt bliver træt af størrelsen og motoren.

Desuden, grundprisen er nok overskuelig, men som så ofte med Audi'er, er udstyr temmelig voldsomt prissat. 9 kkr for en rimelig radio? 22 kkr for lygterne med LED kørelys? 40 kkr for navigationssystemer med farveskærm? 40! 3,5 kkr for forberedelse til anhængertræk?! Oh, come on! Vi taler altså om et fck'ing kabel! Den slags kan altså ikke undskyldes med det her lands groteske afgiftsystem.

Sammenlign A1 med Mini, og den er større og billigere, men føles dyrere. Sammenlign den med Giulietta, og regnestykket bliver noget sværere. Faktisk tror jeg, den ender med at blive dyrere, og det holder altså ikke.

-A

No comments: