12 November 2007

Catalyst 4500 - Supervisor 6-E

Anden del af Catalyst 4600-annonceringen (som de altså kalder 4500-E) er en ny supervisor engine, så familien nu er oppe på nummer 6, og i den forbindelse har de opgivet romertallene til fordel for de arabiske.

Supervisor 6-E er den første supervisor, der kan udnytte de nye chassis'er: Med den får man 24 Gbps per slot (for nye moduler, der understøtter det) og dermed acceptabel performance til core i et lille net. (Den virker også i de gamle chassis'er, men giver ikke magisk mere performance i dem).

Et par andre nyheder er IPv6 i hardware og flere TCAM-ressourcer til QoS (8 køer per port), bedre sikkerhed og en hurtigere CPU til bl.a. at køre flere spanning trees og andet CPU-bundet trafik. Supervisoren er født med to 10G-porte, der kan udstyres med TwinGig, så de også kan bruges som fire 1G-porte. Men der er altså ikke også fire 1G-porte, som på en V'er.

En rigtig rar nyhed er, at QoS nu konfigureres med ren MQC (som på routerne) i stedet for wrr, srr eller lignende hardware-specifikke kommandoer som på 6500 og 2960/3560/3750-switchene.

Supervisor 6-E kaldes "320 Gbps", og udover som sædvanlig at være et marketing-tal... så passer det faktisk ikke med noget som helst! 5 slot x 24 Gbps + 2 x 10 Gbps på supervisoren er fx 140 Gbps (280 marketing), og 8 slot x 24 Gbps i et 10-slot chassis bliver for meget, så i det chassis kan man slet ikke køre 24 Gbps i alle slot. Det er heller ikke 5 slot x 24 Gbps + 2 slot x 2 porte x 10 Gbps, for med redundante supervisor engines er 10G-portene over-subscribed. Måske syntes de bare, at 320 var et pænt tal?

Sup6-E giver desværre ingen MPLS, og heller ingen GRE i hardware (til VRF Lite), så når Cisco snakker meget om virtualisering og enterprise MPLS, så er det i hvert fald ikke Catalyst 4500-E, de snakker om. Ret uforståeligt er der heller ingen Netflow. Måske har de ikke hørt om CS-MARS i GSBU? Desuden er der en del features, der først vil være supporteret i en senere software, fx NSF/SSO.

Prisen på 20 k$ er måske også lige vel høj, for sammen med fx et 7-slot chassis (10 k$) og et feature set med dynamisk routing (10 k$) rækker den pris et godt stykke ind i 6500-land. Man kan faktisk få en 6509 med Sup720-10G til nogenlunde det samme. Sup6-E kan som sagt heller ikke køre fuld skrue på alle slot i et 10-slot chassis, så der er måske allerede lagt op til en Sup7-E'er?

-A

No comments: